Med 22-årige Jayson Tatum som en profilerne sikrede Boston Celtics sig en samlet sejr på 4-3 mod Toronto.

Boston Celtics har slået de forsvarende NBA-mestre fra Toronto Raptors og er klar til finalen i Eastern Conference.

Det står klart, efter at syvende og afgørende opgør mellem de to hold natten til lørdag endte 92-87 til Celtics.

I finalen i Eastern Conference, der svarer til semifinalen i hele NBA-slutspillet, venter Miami Heat.

Kampen mellem Celtics og Raptors var tæt til det sidste, og med kun et minut og 21 sekunder tilbage, var de forsvarende mestre fra Raptors blot bagud med 87-89.

Men Celtics holdt fast i det afgørende minut og sikrede sig sejren. Samlet vandt holdet slutspilsserien 4-3 i kampe.

Blandt holdets profiler var Jayson Tatum, der kunne notere sig for 29 point og 12 rebounds, mens Jaylen Brown scorede 21 point.

Med sejren er Celtics i sin tredje finale i Eastern Conference på fire sæsoner. Første kamp mod Miami Heat spilles tirsdag.

/ritzau/Reuters