I efteråret 2017 blev hendes liv ændret for altid.

Dani Czernuszka-Watts blev tacklet hårdt af en modstander, og det endte med at få alvorlige konsekvenser for den dengang 28-årige rugbyspiller.

Den voldsomme tackling gjorde Watts lam i begge ben, så hun nu skal tilbringe resten af livet i kørestol.

Sagen har siden været i retten, hvor det er afgjort, at Watts skal have erstatning. Det skriver BBC.

I retten kom det frem, at modstanderholdets anfører, Natasha King, skulle have sværget 'at knække nummer syv' – altså Dani Czernuszka-Watts, der spillede for Reading Sirens.

Sagens dommer, Martin Spencer, kalder handlingen for hensynsløs.

»Disse handlinger er ikke en ansvarlig rugbyspillers handlinger. Efter min mening var det en farlig handling, som faldt uden for acceptabel standard for fairplay.«

Bracknell-spilleren King, som vejer over 100 kilo, tacklede Watts ved at kaste sig over hende, inden hun trak i hendes ben.

Nu kan Dani Czernuszka-Watts se frem til en erstatning på 10 millioner pund – det svarer til omkring 84 millioner kroner.

»At lære at leve med mine livsændrende skader har været vanskeligt og noget, jeg ikke kunne have gjort uden støtte fra min familie og nære venner,« siger Watts.

»Sport har altid givet mig stor glæde i livet, og jeg klandrer ikke rugby for det, som skete den dag.«

I dag er hun på det britiske landshold i para-ishockey.