Tre dommere overså en klar fejl fra en fransk spiller, da Frankrig slog Litauen. Nu er dommerne suspenderet.

Det Internationale Basketballforbund (Fiba) har suspenderet tre dommere efter en kamp mellem Frankrig og Litauen ved basket-VM.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Dommerne Antonio Conde, Daniel Garcia Nieves og Leandro Lezcano lavede en stor fejl i den tætte afslutning, da franskmanden Rudy Gobert helt klart ramte kurven, før han slog bolden væk fra farezonen.

Det er imod reglerne og burde have givet Litauen et point, hvilket i så fald havde udlignet den franske føring. Dommerne kunne have valgt at se situationen igennem på video, men gjorde de ikke.

I stedet vandt Frankrig 78-75 og gik videre til kvartfinalen, mens Litauen er færdig i turneringen.

- Man behøver ikke at være klog. Men man skal være ærlig, siger Litauens træner, Dainius Adomaitis, ifølge AP på det efterfølgende pressemøde.

- Stop kampen og gå ud og se, hvad der skete.

Med en sejr ville litauerne have haft en chance for at spille sig i kvartfinalen afhængig af resultaterne i de sidste kampe i mellemrunden.

- Spillerne har brugt hele sommeren - to måneder væk fra deres familier. De får ingen penge for det. Ingen. Jeg har den største respekt for dem, men der er tilsyneladende nogle, der ikke respekterer spillet, lyder den kontante udmelding fra Dainius Adomaitis.

Frankrig går videre fra gruppen sammen med Australien, men det vides endnu ikke, hvem de to hold møder i kvartfinalen.

/ritzau/