En basketballspiller i USA var så vred over en fejl på banen, at han i arrigskab gik hen til receptionen i træningscentret og ringede til politiet. Det skriver BBC og The Huffington Post.

»Det er min første baskeball-fejl. Vi rykkede ikke ud af den grund. Vi hørte bare, at der var et slagsmål,« siger politibetjenten smilende i en video, hvor han af et vidne bliver spurgt, om han tidligere har prøvet at rykke ud til noget lignende.

Basketball-kampen foregik i træningscentret LA Fitness i Dulles, Virginia. Manden, som ringede til politiet, var blevet vred over en hård blockering, som han havde fået kort forinden, og som havde slået ham i gulvet - en såkaldt 'screen'.

Men da betjentene ankom til ‘gerningsstedet’, faldt manden til ro igen efter en dialog med betjentene. Begge parter indrømmede, at de havde begået fejl mod hinanden under kampen. Og ingen af de to mænd havde i øvrigt lyst til at anmelde hændelsen.

Mændene fik en sidste chance for at opføre sig ordentligt af træningscentrets personale og gik med til at holde kampen ‘civiliseret’, som der står i politiets rapport om hændelsen. Herefter forlod politiet stedet igen.