Tirsdag aften skal Bakken Bears tage det første skridt mod Champions League-gruppespillet ude mod Keravnos.

Basketballmestrene fra Bakken Bears indleder tirsdag aften jagten på klubbens anden deltagelse i Champions League-gruppespillet.

Det aarhusianske basketballflagskib starter på udebane i dobbeltopgøret mod de cypriotiske mestre Keravnos. Cyprioterne har en stamme af amerikanske spillere på holdkortet.

Det er den første betydende kamp for Bakken Bears i denne sæson, da den danske liga først begynder på søndag. Inden ligapremieren skal Bakken fredag spille returkamp mod Keravnos.

Cyprioterne er den første af to udfordringer, før Bakken kan booke billet til gruppespillet i Champions League. Bliver Keravnos slået, venter der et dobbeltopgør mod Lietkabelis fra Litauen i næste uge.

Kvalifikation til Champions League-gruppespillet sikrer 50.000 euro i præmiepenge.

Kikser kvalifikationen til Champions League, bliver Bakken Bears overført til Fiba Europe Cup. Det var i Fiba Europe Cup, at de 17-foldige danske mestre i 2017/18-sæsonen nåede helt frem til semifinalen.

/ritzau/