Horsens IC blev besejret med 106-90, da Bakken Bears indledte sit forsvar af DM-titlen i basketball.

Bakken Bears kom mandag aften godt fra land i forhold til at forsvare det danske mesterskab i basketball.

Aarhusianerne vandt den første kamp i finaleserien mod Horsens IC med 106-90.

Der spilles bedst af syv kampe, og de to hold skal i aktion igen på torsdag i Horsens.

Aarhusianerne er i gang med jagten på sit femte danmarksmesterskab i træk. Sidste års basketguld blev dog vundet på skrivebordet, da coronapandemien bremsede sæsonen.

Mandag kom Bakken Bears godt fra start, da første periode blev vundet 27-21. Efter en uafgjort anden periode sørgede hjemmeholdet for 28-19 i tredje periode, og selv om fjerde periode igen blev helt tæt, kunne Horsens ikke stille noget op.

Quentin "QJ" Peterson blev topscorer for Bakken Bears med 23 point, mens Deshawn Stephens scorede 16 point. For Horsens stod David Efianayi for flest scoringer med 18 point.

Man skal 19 år tilbage i tiden, før der blev spillet en finaleserie i Basketligaen uden Bakkens deltagelse. I 2002 var Værløse og Aabyhøj i finalen.

/ritzau/