Erik McCree skulle forstærke Bakken Bears i Champions League, men er nu blevet løst fra sin kontrakt.

Bakken Bears blev op til Champions League-gruppespillet forstærket med den amerikanske forward Erik McCree, der har NBA-erfaring fra Utah Jazz.

Men samarbejdet blev for en yderst kort bemærkning. Mandag meddeler den aarhusianske klub, at McCree er blevet løst fra sin kontrakt efter eget ønske.

- Det begrundes med, at spilleren ikke kan se sig selv passe ind i den spillestil klubben praktiserer. Efter et par dages forhandlinger er det aftalt, at kontrakten ophæves med øjeblikkelig virkning, lyder det fra Bakken Bears.

Klubben præsenterede nyerhvervelsen 6. oktober, to uger før Champions League-premieren mod spanske Tenerife. Kampen endte med et Bakken-nederlag på 73-98.

Næste opgave i gruppespillet bliver på udebane mod tyrkiske Galatasaray 4. november.

Det sidste hold i gruppe A er Sassari fra Italien.

/ritzau/