Legenden Petter Northugs vilde liv har taget endnu en markant drejning.

Sidste år afsonede han syv måneder fængsel på grund af vanvidskørsel og narkotikabesiddelse, men i starten af 2022 var han igen i fare.

Langrendsstjernen var med ved OL i Kina som ekspert for norsk tv, og nu åbner han for et sandt drama, der udspillede sig i kulissen.

Han blev pludselig overrumplet af smerter, men langrendsløbere er jo vant til at bide den slags i sig og slutteligt ryste dem af sig.

Det kunne han bare ikke her.

Til den norske udgave af Se og Hør fortæller nordmanden, at han måtte indlægges og hasteopereres, fortæller Dagbladet.

»Jeg blev båret ind på sygehuset af to kolleger. Det gik hurtigt med at få hjælp, og efter kort tid stod det klart, at det var blindtarmen, som måtte opereres væk.«

Han fik senere at vide af lægen, at det kunne være gået helt galt, for han kom til sygehuset i sidste øjeblik.

Operationen endte heldigvis godt for den 36-årige stjerne, der nu er tilbage i fin form.

Rollen som ekspert er en form for underdrivelse, for Northug er dobbelt olympisk guldvinder, og derudover har han vundet 13 VM-guld.