Ruslands atletikforbund svigter sine udøvere ved ikke at betale bøde, tordner Sebastian Coe.

Præsidenten for World Athletics, Sebastian Coe, er meget utilfreds med, at Det Russiske Atletikforbunds (Rusaf) har undladt at betale første del af en bødestraf i forbindelse med dopingmisbrug og manipulation med dopingprøver.

Bødestraffen er i alt 10 millioner dollar svarende til 66 millioner kroner, og halvdelen af beløbet skulle senest falde 1. juli, men det gjorde den ikke.

Russerne siger, at de ikke har råd til at betale.

- Rusaf svigter sine egne udøvere groft, siger Sebastian Coe.

Selv om Rusland har været udelukket fra atletikkonkurrencer siden 2015, har udøvere, der har kunnet bevise deres uskyld, fået lov til at deltage under neutralt flag, men den mulighed kan ryge nu.

- Vi er meget skuffede over den manglende fremgang, som Rusaf viser, tilføjer Coe.

For tre uger siden bekræftede en talsperson fra World Athletics, at bøden ikke var blevet betalt endnu, og det fik nogle af Ruslands mest prominente atletiknavne til at bliver nervøse.

I et åbent brev på Instagram luftede den tredobbelte verdensmester i højdespring Mariya Lasitskene, hækkeløberen Sergey Shubenkov og stangspringeren Anzjelika Sidorova deres frustration ifølge AFP.

- Tre uger før deadline (for betalingen, red.) fra World Athletics er det vores opfattelse, at russiske atletikudøvere igen vil misse ikke blot den kommende internationale sommersæson, men også OL i Tokyo.

- Rusafs manglende opfyldelse af forpligtelserne vil i sidste ende føre til udelukkelse af russiske atletikudøvere fra det internationale forbund, hvilket vil fratage dem den sidste lille mulighed for at kunne konkurrere ved OL, skrev de.

Et udvalg i World Athletics skal på et møde 29. og 30. juli afgøre, hvordan man vil gå videre med sagen.

Russisk atletik har været suspenderet af World Athletics, siden en rapport i 2015 afslørede omfattende dopingsnyd i landet.

/ritzau/dpa