Esport er ikke til at undgå længere.

Og da slet ikke, når en af verdens bedste spillere kommer med en kæk kommentar til en statsministers tweet.

Senest har Lars Løkke Ramussen nemlig bemærket det danske Counter-Strike-Hold Astralis, der søndag aften vandt en stor turnering i Marseille - DreamHack Masters.

Og med finalesejren var den danske statsminsiter så ude på Twitter for at ønske de danske drenge tillykke, men det er svaret fra den danske Astralis-spiller Andreas ‘Xyp9x’ Højsleth, der har fået Twitter til at koge over.

Her svarede den danske stjerne nemlig: »I siger bare til når I mangler en clutchminister.«

Med ordet 'clutch' menes der en situation, hvor en spiller i de sidste sekunder eller minutter af en kamp stepper op og for alvor leverer - i Counter-Strike i særdeleshed, når en spiller er i undertal og alligevel formår at skyde alle sine modstandere, som Andreas ‘Xyp9x’ Højsleth altså formåede at brilliere med i finalen.

Med Astralis' sejr i Marseille kan de fem danske drenge samtidig glæde sig over at en præmiecheck på 100.000 dollars svarende til lidt over 600.000 danske kroner.

Om Andreas ‘Xyp9x’ Højsleth får æren af at blive udnævnt som clutchminister vides ikke, men hvad vi ved, er, at han sammen med resten af Astralis-holdet om få uger skal i ilden igen.

Næste turnering for Astralis begynder nemlig den 1. maj, når de skal til turneringen IEM Sydney.