Solen skinnede, musikken bragede, og København var fyldt til bristepunktet det meste af søndagen. Tusindvis af løbere skulle gennemføre Copenhagen Marathon, og blandt dem var Aslak Gottlieb.

Udstyret med et rødt jakkesæt, en selfie-stang og en mikrofon tilbagelagde han de 42,195 kilometer. En oplevelse, der gav ham meget.

»Jeg fik talt med en masse undervejs, der fortalte nogle livsbekræftende historier. Ikke mange talte om det fysiske og sundhedsmæssige aspekt (ved at løbe maraton, red.), for langt de fleste handler det om livskvalitet. Og så fik jeg en rigtig fed københavneroplevelse, fordi der var så mange tilskuere, der var så positive,« fortæller den 42-årige Aslak Gottlieb, der sendte live på BT Sportens Facebook-side under løbet.



I den bagende sol var han dog ikke den eneste, der gjorde sig bemærket. Kenyaneren Julius Ndiritu Karinga slog en 30 år gammel løbsrekord, da han krydsede målstregen i tiden to timer, 12 minutter og 11 sekunder.

Mere end to minutter hurtigere end danske Svend Erik Kristensen gjorde det i 1987. Hos kvinderne vandt etiopieren Hana Teklu Zemedkun, der kom i mål på to timer, 47 minutter og 24 sekunder.

Helt så hurtig var Aslak Gottlieb dog ikke. Han gennemførte løbet på fire timer, 49 minutter og 42 sekunder, og for ham var det vigtigste at skabe opmærksomhed.



For halvandet år siden fik den 42-årige dansker konstateret testikelkræft, og derfor løb han som en del af en kampagne, der havde til formål at samle penge ind til Kræftens Bekæmpelse.

»Det er hele idéen med det – at få betalt noget tilbage til forskningen, og de læger der reddede mit liv. Og så har jeg nok et par ømme ben i morgen,« siger Aslak Gottlieb med et lille grin. Han indrømmer, at de sidste kilometer var så hårde, at han næsten havde lyst til at give op.

»Det meldte jeg klart ud (på live-streamen, red.), og så væltede det ind med opmuntrende kommentarer. Og for hvert ’like’, gav det lige ti meter ekstra med ny energi, så man kunne klare den. Det var sådan, jeg kom i mål,« fortæller Aslak Gottlieb, der har løbet de 42 kilometer en enkelt gang før.

Og han afviser ikke, at han en dag vil snøre løbeskoene endnu engang for at nedlægge distancen igen.

»Jeg ville gøre det, hvis jeg havde et formål med det,« slutter Aslak Gottlieb.