Der mangler retningslinjer for større arrangementer resten af året, siger arrangørerne af aflyst halvmaraton.

Copenhagen Half Maraton 2020, der var fastsat til 13. september, er aflyst.

Det er der flere årsager til, oplyser arrangørerne Sparta og Dansk Atletik og henviser til tøven hos myndighederne.

- Sparta Atletik & Løb og Dansk Atletik ser sig nødsaget til at aflyse årets halvmaraton i København på grund af den alvorlige situation med Covid-19, men også på grund af manglende retningslinjer for større arrangementer i resten af året, lyder det i en pressemeddelelse.

Sparta-direktør Dorte Vibjerg peger blandt andet på, at der er stor usikkerhed omkring udlændinges mulighed for at deltage i løbet.

- Efter sidste år har den internationale løbescene virkelig fået øjnene op for vores event, og i år var 42 procent af alle tilmeldte fra udlandet, og mange ved ikke, hvordan de står i forhold til transport og overnatning med de nuværende regler.

- Vi og deltagerne kan ikke vente til efter sommerferien på de nye retningslinjer for større arrangementer fra efter august. Derfor ser vi os nødsaget til at aflyse verdens hurtigste halvmaraton, som ellers hvert år tiltrækker tusindvis af turister til København, siger hun.

Aflysningen giver også et fald i indtægterne for arrangøren Sparta, der i værste fald kan gå rabundus.

- Som forening er det for Sparta en alvorlig situation at måtte aflyse endnu et arrangement, og den økonomiske konsekvens kan have betydning for foreningens overlevelse og aktivitetsniveau flere år frem, lyder det i pressemeddelelsen fra arrangørerne.

Sidste år var der mere end 25.000 tilmeldte løbere til halvmaratonet i de københavnske gader. Her satte Geoffrey Kamworor verdensrekord på distancen.

2021-udgaven af løbet er planlagt til 19. september næste år.

Den første udgave af Copenhagen Half Marathon blev afviklet i 2015.

/ritzau/