For anden gang i karrieren kan sejleren Anne-Marie Rindom kalde sig verdensmester i Laser Radial.
Onsdag morgen dansk tid sikrede hun VM-guldet i de to sidste sejladser i vandet ud for japanske Sakaiminato.
I den første af de to afsluttende sejladser blev Rindom nummer seks. Da den tyrkiske konkurrent Ecem Gützel samtidig måtte nøjes med en 52.-plads, var danskeren klart i spidsen inden den sidste sejlads, og guldet var sikret.
Nu var finnen Tuula Tenkanen og amerikaneren Charlotte Rose de nærmeste konkurrenter, men uden chance for at indhente danskeren.

I den afsluttende sejlads tog østjyden det med ro. Rindom lå hele tiden i slipstrømmen af de forreste både og sejlede i mål på en 15.-plads.
Det er anden gang i karrieren, at hun vinder VM-guld i Laser Radial. Første gang var i 2015. Hendes første Laser Radial-guld blev fulgt op af bronze ved både VM og OL i 2016, og sidste år var hun tilbage på VM-podiet, da hun tog bronze i Aarhus.
I 2009 blev hun verdensmester i Europajolle, der modsat Laser Radial ikke længere er på det olympiske program.
/ritzau/