Den danske sejler mistede føringen i den samlede stilling på EM-sejladsernes finaledag.

Den danske sejler Anne-Marie Rindom smed tirsdag en stor føring i de to afsluttende finalesejladser ved EM i bådklassen Laser Radial og måtte derfor nøjes med sølv.

Før tirsdagens to ture på vandet var hun ellers på sikker kurs til at snuppe den guldmedalje, hun også vandt sidste år.

Men i de afsluttende finalesejladser ved Gdansk i Polen hentede hun kun en 19.-plads og en 16.-plads.

Hollandske Marit Bouwmeester hentede til gengæld en anden- og en førsteplads og vandt dermed EM foran danskeren.

Bronzen tog græske Vasileia Karachaliou sig af.

Hollænderen sluttede på 45 point, mens Rindoms total lød på 47 point, selv om danskeren kunne trække 19.-pladsen ud af regnskabet, fordi det var hendes dårligste placering i EM-sejladserne.

Ud over EM-titlen sidste år vandt Anne-Marie Rindom også VM i 2019, hvilket var anden gang, hun blev verdensmester efter også at have vundet VM i 2015.

Laser Radial er også på OL-programmet, og 29-årige Anne-Marie Rindom er et af Danmarks helt store medaljehåb, når det næste år går løs ved de udsatte lege i Tokyo.

/ritzau/