Han husker det tydeligt.
Stuen, der flød med dagens aviser. Og telefonen, der konstant ringede med udenlandske journalister.
Det var nærmest uundgåeligt, at Morten Ankerdal endte med at have det job, han har i dag. Eller var det?
For egentlig troede han slet ikke, det kunne lade sig gøre. Planen var faktisk en helt anden.
Den folkekære TV 2-vært havde nemlig inderst inde opbygget en stor portion ærefrygt for det fag, han i så mange år havde set sin far, den kendte journalist Steen Ankerdal, være dybt forelsket i.
Det fortæller han i et stort interview med B.T.
»Først og fremmest var det ikke planen, at jeg skulle være journalist, fordi jeg havde en forestilling om, at jeg ikke kunne blive lige så dygtig som min far. Og derfor troede jeg, at jeg skulle være noget andet. Jeg havde egentlig en plan om at blive advokat.«
»Men altså... det duede jo ikke,« lyder det fra Morten Ankerdal, som i stedet fik en fod inden for hos TV 2.
Og her var der særligt én ting, der gik op for ham - og som endte med at blive et vendepunkt:
»Inderst inde bar jeg rundt på drømmen om at blive journalist, men jeg havde aldrig troet, det var muligt, fordi min far var så meget dygtigere til at skrive, end jeg var. Så det var først, da jeg opdagede, man kunne være sportsjournalist på andre måder end på skrift, at jeg troede på det.«
På TV 2 startede han blandt andet med at skrive tekst-tv, og derfra arbejdede han sig opad.
Skridt for skridt.
Og pludselig opstod muligheden for at blive studievært:
»Min første drøm gik ud på, at jeg gerne ville kommentere. Men da TV 2 så præsenterede studiejobbet som en mulighed, sagde jeg ja - nok lidt af kyniske årsager. Også selv om jeg ikke vidste, om jeg ville være god til det.«
»For chancen for at blive studievært på de store begivenheder var større end chancen for at kommentere dem. Folk som Flemming Toft og Thomas Kristensen var jo langt, langt dygtigere til det end mig,« forklarer han videre.
Det var egentlig aldrig et mål for Morten Ankerdal at blive et kendt tv-ansigt. Det fulgte ligesom bare med opgaven:
»Jeg har aldrig været drevet af at være på skærmen. Det har jeg ikke haft noget ønske om. Jeg har faktisk skullet lære at elske det undervejs.«
I dag elsker han det da også.
Og hver gang TV 2 skal pege på én, der skal være ansigtet på håndboldslutrunder, EM i fodbold eller OL, så er det stort set altid ham, der bliver prikket på skulderen.
En bedrift, han kan takke sig selv for. Men i den grad også sin far, Steen Ankerdal, der gik bort i 2014.
»Jeg har set meget op til min far. Alle andre sagde hele tiden, jeg ville blive som ham. For da jeg var barn, var jeg jo bare ham, der fulgte med. Og nogle af de ting, jeg har lært hjemmefra, er bare guld værd nu. Det kan man ikke lære på en uddannelse. Det er en livsstil.«
Netop derfor stod farens dør også altid åben, hvis sønnen havde brug for at vende sine frustrationer – eller hvis han blot ville have et godt råd.
»Jeg har altid kunnet gå hjem til min far for at drøfte tingene og få noget modspil,« forklarer Morten Ankerdal, der især har taget ét af farens råd til sig:
»Man skal være ydmyg, men det må ikke stå i vejen for at være ærgerrig og stræbe efter noget stort. Det har jeg altid været bevidst om. Ikke at miste jordforbindelsen, selv om der er en masse mennesker, der lægger mærke til det, man laver. Det er stadig et arbejde, der skal udføres.«
Af samme årsag er Morten Ankerdal også bevidst om, at han skal nyde alle de store oplevelser, jobbet giver ham – og gøre sig hamrende umage.
Hver eneste gang.
»Det betyder noget, at det går godt. Jeg tager det ikke som en selvfølge,« afslutter han.