Stemningen ændrer sig lynhurtigt, da han får spørgsmålet.

Det er tydeligt, at netop det her emne rammer ham hårdere end noget andet.

For Morten Ankerdal er ikke ét sekund i tvivl om, hvad der er hans store fortrydelse i livet efter 30 år på farten som én af Danmarks mest profilerede tv-værter.

Han har nemlig ikke været der nok for sine børn igennem årene, erkender han i et stort interview med B.T.

TV 2-værten har én stor fortrydelse.
TV 2-værten har én stor fortrydelse. Søren Bidstrup

»Jeg ærgrer mig over, at jeg har været for dårlig til at engagere mig i deres liv og for mange gange brugt min fritid på alt muligt andet, hvor jeg skulle have været til stede i deres liv, « lyder det fra en ærlig TV 2-vært, inden han fortsætter:

»Så, ja... jeg har været for meget væk i mine børns opvækst. Det er der ingen tvivl om.«

I mange år havde han ikke været i stand til at indse, at han var meget fraværende i hjemmet – både fysisk og mentalt. Hans arbejde fyldte stort set alt.

Det var først, da hans hustru, Vibeke, pludselig tog fat i ham, at han indså det:

»Min hustru sagde, at hvis jeg ikke engagerede mig, så kom jeg ikke til at få en stærk relation til mine børn. Det kræver engagement. Og man skal vise det samme engagement i sin familie, som man gør i sit arbejde.«

Derfor stillede Morten Ankerdal også sig selv flere spørgsmål om sin farrolle:

»Følger man med i, hvad der foregår? Eller er man kun begravet i sine arbejdsopgaver? Og når man så endelig er hjemme, er man så til stede? Lægger man telefonen fra sig og følger med i, hvad der foregår? Eller føler man hele tiden, man skal være opdateret på, hvad der foregår?« 

»Og der var så for mange episoder med det sidste,« fortæller han videre.

Morten Ankerdal er gift med Vibeke Nesse.
Morten Ankerdal er gift med Vibeke Nesse. Anthon Unger/Ritzau Scanpix

Af samme årsag har den folkekære tv-vært de seneste år ændret sig markant på den front.

For nu handler fritiden stort set kun om familien.

»Jeg har virkelig prøvet at tage det til mig, nu hvor mine børn er henholdsvis 18 og 20 år. For jeg prøver virkelig at være til stede,« understreger han.

Ifølge Morten Ankerdal var den vigtige erkendelse dog aldrig sket uden hustruens hjælp:

»Jeg har en fantastisk hustru, som, når jeg eksempelvis kommer hjem fra en slutrunde, hvor alle taler om det, drejer fokus hen på det, der er det vigtige i vores hverdag med to børn.«

Beslutningen har dog kostet på vennefronten, kan han mærke.

Men det er nu engang sådan, det må være.

»Der er ingen tvivl om, at mit sociale liv har ændret sig meget. Jeg får ikke set mine venner så meget, som jeg gerne ville. For jeg synes ikke, der er timer nok i døgnet til det, hvis jeg både skal passe mit arbejde og være noget for min familie. Så må det gå ud over min legetid,« siger han.

Morten Ankerdal har i mange år dækket de største sportsbegivenheder for TV 2.
Morten Ankerdal har i mange år dækket de største sportsbegivenheder for TV 2. Tobias Jørgensen/Gonzales Photo/Ritzau Scanpix

Og spørger man Morten Ankerdal, så er han da også kommet langt i forhold til at prioritere familielivet langt mere.

Men han er stadig ikke i mål, indrømmer han:

»I virkeligheden er det jo ret banalt, men jeg har været nødt til at lære det hen ad vejen. For jeg var ikke god til det, da jeg var yngre. Jeg er blevet bedre, men der er stadig plads til forbedring.«

Den mangeårige vært har haft en tv-karriere, som kun de færreste kan prale af. Men i starten var det faktisk slet ikke planen, at det var den vej, han skulle gå.

Det kan du læse mere om LIGE HER.