Løberen Andreas Bube blev nummer to i sin semifinale og bookede en finaleplads i 800-meterløb.

Berlin. EM-finalen i 800-meterløb får dansk deltagelse.

Det står klart, efter at Andreas Bube fredag aften løb sig i finalen med en andenplads i den første af to semifinaler på Det Olympiske Stadion i Berlin.

Bube blev kun slået af Andreas Kramer fra Sverige. Bube løb i mål i tiden 1 minut og 46,40 sekunder, hvilket var mere end et sekund bedre end i hans indledende heat.

Danskeren startede i bageste del af gruppen, men løb sig langsomt frem og med en kraftfuld spurt bookede han finalepladsen i overlegen stil.

Finalen løbes lørdag aften.

Bube blev sidste år nummer to ved inde-EM i Beograd og tog dermed Danmarks første medalje siden 2011 ved inde-EM.

Den europæiske rekord på distancen tilhører stadig danske Wilson Kipketer, som løb i tiden 1 minut og 41,11 sekunder i Köln i 1997.

/ritzau/