USA's basketballhold har overraskende tabt testkampe til både Nigeria og Australien forud for OL i Tokyo.

I basketball plejer USA at være ret så dominerende. I hvert fald når de stiller op med de største NBA-stjerner.

Men op til OL i Tokyo har USA tabt to testkampe – senest blev det 83-91 mod Australien i Las Vegas natten til tirsdag dansk tid.

Nederlaget kommer, efter at USA natten til søndag tabte 87-90 til Nigeria i en anden testkamp forud for OL.

»Jeg synes, vi var bedre end mod Nigeria. Vi har ikke været så meget sammen, så der er mange ting, der skal blive bedre,« siger Gregg Popovich, USA's landstræner.

De overraskende resultater kommer også i kølvandet på USAs skuffende syvendeplads ved VM i 2019, så der er tvivl om holdets styrke lige nu.

I begge USAs nederlag er Brooklyn Nets-stjernen Kevin Durant holdt nede på blot 17 point. Mod australierne blev Damian Lillard fra Portland Trail Blazers topscorer for USA med 22 point.

Patty Mills fra NBA-klubben San Antonio Spurs scorede 22 point og blev dermed topscorer for Australien.

USA var foran 82-80 i kampens slutfase, inden amerikanerne tabte de sidste minutter med hele 1-11. I de sidste 30 sekunder af kampen scorede australierne seks ubesvarede point.

Australien vurderes til at være en af favoritterne til at kunne vinde medaljer ved OL. Men australierne har aldrig slået USA ved De Olympiske Lege i otte forsøg, som daterer sig tilbage fra 1964 og frem til i dag.

USA var uden tre spillere, der fortsat deltager i årets finaleserie i NBA.

Hvis USA vinder OL, vil det være fjerde gang i træk, at det sker.

/ritzau/