Den amerikanske sprinter Obi Igbokwe er blevet udelukket fra at deltage i konkurrencer i 30 måneder på grund af en positiv dopingtest.

24-årige Igbokwe var i 2019 en del af det guldvindende hold ved VM i 4 x 400 meter stafetløb for både mænd og kvinder.

Han blev uden for konkurrence 26. maj 2020 testet positiv for det anabole steroid DHCMT ifølge det amerikanske antidopingagentur, Usada.

- Efter at have overvejet sagen - herunder den hjælp, som Igbokwe er kommet med - har Usada besluttet, at 30 måneders sanktionering er passende, skriver agenturet i en meddelelse.

Obi Igbokwes udelukkelse dateres fra 26. maj 2020, og den slutter i november 2022.

Dermed vil han ikke få mulighed for at deltage i det forsinkede OL i Tokyo til sommer.

Igbokwe var med i det indledende løb ved 4 x 400 stafetløb for mænd og kvinder ved VM i Doha i 2019. Men han løb ikke med i finalen.

/ritzau/AFP