Den olympiske mester Dalilah Muhammad har sat verdensrekord i 400 meter hækkeløb for kvinder, da hun brugte 52,20 sekunder ved de amerikanske atletikmesterskaber i Des Moines i delstaten Iowa.
Det skete natten til mandag dansk tid.
Den tidligere rekord lød på 52,34 sekunder og blev sat i 2003 af russeren Yuliya Pechonkina.
Den nye verdensrekordindehaver mener, at et stærkt felt pressede hende til at lave fantomtiden. Med en aktuel bred verdenselite - heriblandt flere andre amerikanere og danske Sara Slott Petersen - i disciplinen forventer hun ikke, at verdensrekorden igen får lov til at stå i 16 år.
- Det her er kun begyndelsen.
- Når der er så stærkt et felt, bliver rekorder sat. Vi var mange, der kæmpede for at komme i top-3 (ved det amerikanske mesterskab, red.). Vi skubber hinanden mentalt og fysisk ude på banen, siger hun ifølge AFP.
Den 29-årige amerikaner fortæller også, at hun flere gange til træning har præsteret tider, der ville slå den nu tidligere verdensrekord.
Dalilah Muhammad lagde ud i et højt tempo trods pytter af vand på løbebanen efter regnbyger tidligere søndag eftermiddag. Hun kom ind på opløbsstrækningen med et klart forspring til stortalentet Sydney McLaughlin.
Den 19-årige McLaughlin, der ved dette års Diamond League-stævne i Oslo slog Muhammed på de afsluttende meter, var ikke i stand til at lukke hullet til Dalilah Muhammad og kom over stregen i 52,88 sekunder.
Dalilah Muhammad vandt guld i disciplinen ved OL i Rio de Janeiro i 2016.
Den danske atletikstjerne Sara Slott Petersen er med en tid på 53,55 sekunder indehaver af den danske og nordiske rekord i 400 meter hækkeløb.
/ritzau/Reuters
