KOMMENTAR
Det har været virkelig opløftende at se, hvordan markante fodboldspillere har kastet sig ind i kampen mod homofobi i sport. Spilleforeningen har sat det så højt på dagsordenen, at man har rykket DBU, som nu også sætter stærkt fokus på de problemer, der desværre stadig er med homofobi i sport og fodbold specifikt.
I Alternativet har vi samarbejdet med landsholdsprofiler som William Kvist og Mathias Zanka Jørgensen om problematikken, og det er jeg rigtig glad for. For forandringen skal komme fra sporten selv. Og når vi er enige om, at vi ikke kan være andet bekendt end at give homofobi i sport det røde kort, sådan som vi tidligere har gjort det med racisme, så er vi på rette vej.
I denne uge fejrer vi mangfoldigheden ved Copenhagen Pride, og det også været en god lejlighed til igen at sætte fokus på de problemer, der er med homofobi både på stadion, i omklædningsrummene og i foreningerne. Jeg håber flere og flere sportsforbund vil bruge lejligheden til at lancere nye initiativer, der kan sætte en stopper for, at der bliver råbt svans eller bøsserøv, når bolden triller.
Måske kan herresporten også tage ved lære af kvindesporten, der er langt, langt bedre til at rumme alle seksualiteter. Se bare på håndboldlandsholdet for kvinder eller fodboldlandsholdet, der netop har sikret sølv til Danmark ved EM. I kvindesport er langt flere åbne om deres seksualitet – det er hverken en forhindring for at være succesfuld eller for at deltage i det fællesskab og kammeratskab, som sport også skal være. Så hvorfor er det stadig det i en så stor en del af herresporten? Sådan bør og skal det ikke være.
Vi foreslår fra Alternativets side derfor målrettede kampagner og undervisning af børn og unge på eksempelvis landets sportsklubber, som kan være med til at øge tolerancen og rummeligheden i sport. Forbund, fans og klubber bør også gå sammen om at iværksætte større kampagner, der sætter fokus på problemerne og øger inklusionen af alle mennesker. Og så bør man indføre obligatoriske kurser i mangfoldighed, seksualitet, kønsidentitet og tolerance på alle træner-, dommer- og lederuddannelser.
Endelig er det oplagt, at man skaber mere tilgængelige veje til indberetning af diskriminerende slagord på stadion, så det ikke bare får lov at passere, sådan som det tit er tilfældet i dag.
Sport skal være et fællesskab, som kan rumme alle – uanset hudfarve, religion, handikap, kønsidentitet eller seksualitet. Og det er det desværre ikke i dag. Det kan vi ikke være bekendt. Så der er masser at tage fat i – men også god grund til at være stolt over, hvor langt vi er nået i de senere år. Det er heldigvis lang tid siden, at vi i dansk sport har haft en homofob som Arek Onyszko. Men det må ikke blive en sovepude, for homofobi er stadig alt for udbredt både i amatør regi og på professionelt niveau.
