Er Adele og sportsagenten Rich Paul blevet hemmeligt gift?
Det spekulerer fans lige nu flittigt i, efter en video er begyndt at florere på TikTok.
Under en koncert i Las Vegas stod der en fan, der spurgte, om den verdensberømte sangerinde ville gifte sig med hende.
»Du kan ikke gifte dig med mig. Jeg er hetero, elskede, og min mand er her i aften,« lød svaret fra Adele.
Kvinden gav dog ikke op og spurgte, om ikke Adele 'kunne prøve'.
»Nej, jeg vil ikke prøve. Jeg er sammen med Rich. Du er vanvittig, lad mig være,« lød det med det sædvanlige glimt i øjet fra sangerinden, der fik hele salen til at grine.
Adele og Rich Paul, der i mange år har været agent for LeBron James og som anses som en af de mest magtfulde sportsagenter, har dannet par i to år, og det er langt fra første gang fans har spekuleret i, hvorvidt de to har givet deres store 'ja' til hinanden.
Allerede sidste år bemærkede flere, hvordan parret havde en bog, hvorpå der stod 'The Pauls'.
Hverken Adele eller Rich Paul har kommenteret på, om de rent faktisk er blevet gift.
Sangerinden har tidligere dannet par med Simon Konecki, som hun fik sønnen Angelo med.
De to gik fra hinanden i 2019, og Adele fortalte efterfølgende, hvordan skilsmissen gjorde hende 'virkelig ked af det'.
»Og at man så efterfølgende har så mange mennesker, som ikke kender mig, men som skulle vide, at mit ægteskab ikke holdt … Det fik mig til at bryde helt sammen. Jeg var så flov. Man føler, at man ikke har gjort det godt nok,« fortalte hun i november 2021.