Til sommer går Niels Nygaard af som formand for Danmarks Idrætsforbund (DIF) efter 14 år på posten, men det betyder ikke, at han slipper sporten.

Fra 1. maj bliver Nygaard således formand for DIF og Team Danmarks kommercielle selskab Sport One Danmark, oplyser DIF i en pressemeddelelse.

Han kommer til at erstatte Alfred Josefsen på formandsposten.

Sport One Danmark P/S, der er ejet ligeligt af DIF, Danmarks Olympiske Komité og Team Danmark, har til formål at generere midler til ejerne gennem forvaltning af rettigheder fra ejerne DIF og Team Danmark.

Nygaard ser muligheder for at skabe flere indtægter.

- I efteråret 2020 ansatte Sport One Danmark Didrik Fjeldstad som ny direktør. Didrik har siddet på den anden side af bordet hos både Carlsberg og SAS i mange år og bringer en stor erhvervserfaring ind i Sport One Danmark.

- Så vi er nu klar til at tage næste skridt og udvikle endnu flere indtægtskilder og partnerskaber med dansk erhvervsliv. Jeg ser frem til arbejdet med et Sport One Danmark i topform, siger Nygaard.

Han blev i 2007 DIF-formand i stedet for Kai Holm, der dengang havde siddet på posten i 24 år.

Det er de to næstformænd, Thomas Bach og Hans Natorp, der nu skal kæmpe om topposten i forbundet.

/ritzau/