Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Al organiseret sport er suspenderet i Tyrkiet, der er ramt hårdt efter et kraftigt jordskælv.
Der skal ikke spilles fodboldkampe mandag i Tyrkiet, og al organiseret sport er suspenderet midlertidigt, efter at landet mandag blev ramt af et kraftigt jordskælv.
Det bekræfter Mehmet Muharrem Kasapoglu, der er Tyrkiets sportsminister, på Twitter.
'Alle nationale sportsbegivenheder i vores land er blevet suspenderet indtil videre. Alle vores relevante enheder er i alarmberedskab,' lyder det fra ministeren.
Mindst 1.379 mennesker har mistet livet i Tyrkiet og Syrien som følge af jordskælvet, der ramte det sydøstlige Tyrkiet tidligt mandag morgen.
Dødstallet er stigende, lyder meldingen.
Superliga-klubben FC Nordsjælland er på træningslejr i Tyrkiet, men beroliger på Twitter om, at alle har det godt.
'Vi er i god behold hernede i Tyrkiet og befinder os et stykke fra epicentret for nattens jordskælv. Vores tanker går til de mange berørte,' skriver FCN.
/ritzau/