Danske Abdi Hakin Ulad vandt søndag for femte gang Eremitageløbet, og han stræber efter at slå rekorden på seks sejre, som Dennis Jensen har.

”Eremitageløbet er et historisk løb, og jeg går selv meget op i historie, så det vil betyde meget for mig, hvis jeg kunne slå rekorden,” sagde Abdi Hakin Ulad efter løbet til bt.dk

”Jeg er 27, så jeg har tiden for mig, kan man sige, men der kan jo også komme andre, og jeg accepterer fuldt ud, hvis der kommer en, der løber hurtigere end mig,” sagde Abdi Hakin Ulad, som løb i mål i tiden 40 minutter og syv sekunder for de 13,3 kilometer.

Det var over et minut hurtigere end nummer to, Marcus Rønn, men Abdi Hakin Ulad var kun delvist tilfreds med tiden. Han har tidligere været under 40 minutter.

”Det føltes lidt tungt. Jeg ville gerne have løbet hurtigere,” sagde Abdi Hakin Ulad, som alligevel kunne glæde sig over sejren efter en skadesplaget sæson.

I marts blev han skadet i et halvmaraton-løb i Valencia og måtte holde pause i ti uger. I begyndelsen af august blev han igen skadet under maraton-EM i Berlin, så han måtte udgå efter 27 kilometer. Han lå ellers til en sluttid, der kunne have givet medalje.

”Det har været en svær sæson, men det var et mål for mig at komme til Eremitageløbet – dels for at forsvare min titel, men også fordi jeg gerne ville være en del af det fællesskab, det er at være med til løbet. Det spreder så megen glæde,” smilede den somaliskfødte Abdi Hakin Ulad.

Mændenes top ti:

1. Abdi Hakin Ulad, New Balance/Kaisesr Sport 40,07
2. Markus Rønn, Full Performance /Run4All 41,28
3. Christian Okkels, HMRC 41,41
4. Kasper Laumann Hartlev, HMRC 42,03
5. Morten Hesselbjerg, Nbro 42,03
6. Andreas Lindgreen, Sparta AM/Team Lindgreen 42,16
7. Alex Mogensen, Sán-Løberne 42,19
8. Søren Rohde, Nbro 42,30
9. Esben Krogh Rasmussen, Full Performance/FIF 42,39
10. Martin Egebjerg Olesen, HMRC 43,04