HUSK! Det er stadig muligt at tilmelde sig Eremitageløbets 50 års jubilæum. Læs mere og tilmeld dig på elob.dk

Bliver det alle gode gange fem for Abdi Hakin Ulad. Eller ødelægger skaden fra EM på maraton chancerne for en ny triumf i Eremitageløbet i 50 års jubilæet i Dyrehaven søndag 7. oktober?

12. august i Berlin lå han til en topplacering og bejlede til en medalje, da han 13 kilometer før mål fik en fiberskade i læggen i venstre ben og måtte udgå.

Det var den samme skade, han fik i et halvmaratonløb i Valencia i marts. Dengang kostede den en pause på ti uger.

»Jeg regner med at løbe i Dyrehaven. Det er mit favoritløb. Jeg nyder det. Bare det at blive klappet frem og båret i mål på den sidste bakke,« siger han.

»De næste par uger bliver afgørende. Der er heldigvis stadig tid, og jeg har ikke mistet min grundtræning. Lige nu mærker jeg ikke noget til smerterne, men jeg løber kun et kvarter om dagen. I den kommende uge sætter jeg tempoet og kilometerantallet op.«

Abdi Hakin Ulad lå i førerfeltet i Berlin til en 2.10-2.11-tid. Han var i sit livs form efter syv ugers træningsophold i Kenya.

»Jeg har aldrig været så skuffet, da jeg udgik. Jeg var helt knust. Og det er jeg stadig,« siger han.

Forhåbentlig vil Eremitageløbet, som han har vundet fire gange, give ham humøret tilbage.