Sidste århundredes største danske kvindelige sportsnavn, svømmeren Ragnhild Hveger, er død. Hun blev 90 år.

Ragnhild Hveger var alle tiders største danske svømmer, og hendes internationale karriere kunne have været mere glorværdig under andre omstændigheder.

Man kan altid diskutere, om den ene eller den anden sportsudøver er den største i sin disciplin, men bedømt på eksakte kendsgerninger i form af rekorder og mesterskaber, er det uafviseligt, at Ragnhild Hveger var den største danske svømmer gennem tiderne. 20 danske mesterskaber, 44 verdensrekorder og 52 danske rekorder taler for sig selv.

Og så hører det endda med til historien, at hendes karriere i betydelig grad udspillede sig i skyggen af den Anden Verdenskrig og den tyske besættelse af Danmark. Hendes rekordliste ville under mere gunstige omstændigheder utvivlsomt have været endnu mere imponerende.

Hun voksede op i Helsingør og svømmede for den lokale klub. Det foregik fortrinsvis i Øresunds kolde bølger, hvor hun allerede som 13-14 årig afslørede et talent af enestående karakter. 16 år gammel havde hun sat 11 verdensrekorder i crawl, men ved OL i Berlin i 1936 blev det »kun« til en sølvmedalje.

Hun var beundret i hele den internationale sportsverden for sin teknik og sit elegante glid gennem vandet, og meget præcist fik hun efter triumferne ved EM i London to år senere tilnavnet »Den gyldne Torpedo«.

Ragnhild Hvegers familie var under besættelsen medlem af det danske nazistparti, og det kostede hende i forbindelse med retsopgøret 14 dages ophold i Vestre Fængsel.

Hun blev pure frikendt, men skyggen fra folkets domstol havde ramt hende, og ved legene i London 1948 blev hun af forbundet og de øvrige OL-svømmere betragtet som uønsket. Samme år blev hun idømt to års karantæne fra konkurrenceidræt, fordi hun angiveligt havde tjent penge som svømmelærer i Sverige og blev derfor betragtet som professionel.

Modgangen kunne have taget lysten fra de fleste, men ved OL i 1952 i Helsingfors var hun atter med på det danske hold, og det blev til en beskeden femteplads i 400 meter fri.

To år efter svømmede hun for sidste gang i en international konkurrence, men efter sin glorværdige aktive karriere fortsatte hun i en snes år med at lære fra sig som svømmelærer i Østerbro Svømmehal.

Ragnhild Hveger var selvfølgelig medlem af den danske Hall of Fame, men hun blev tillige optaget i den internationale pendant i Fort Lauderdale i Florida, og i 1996 blev hun af Dansk Idræts Forbund kåret som den største sportskvinde i det 20. århundrede.

Ragnhild Hveger sov stille ind 1. december - kort før sin 91 års fødselsdag.