Fire generationer - oldefar på 90 år, en datter på 65 år, tre børnebørn og to oldebørn – er klar til Eremitageløbet.

Alderspræsidenten Finn Kristiansen er søndag 6. oktober med i Dyrehaven for 29. gang.

»I 2014 og 2015 var vi også fire generationer af sted til Eremitageløbet, men holdet i år er det største,« siger han.

»Jeg er stolt af min løbeglade familie. Løb er en dejlig og hyggelig måde at være sammen på. Det giver sammenhold og nærvær. Der er altid en masse at snakke om. Jeg glemmer aldrig, da min datter, Kitte, for fem år siden deltog i Eremitageløbet for første gang. Hun havde aldrig løbet så langt før. Vi græd begge af glæde, da hun kom i mål.«

Børnebørnene er Thomas Mørk, Annika Skov og debutanten Kenneth Mørk og oldebørnene Maya, 19, og Sarah, 16. Yngste generation er døtre af Thomas Mørk. Hans kæreste, Lykke Outzen, løber E-løbet for 19. gang.

Finn Kristiansen har hvert år taget den lange vej fra Vestjylland til Dyrehaven nord for København. For halvandet år siden flyttede han fra Thorsminde på landtangen mellem Vesterhavet og Nissum Fjord til Ulfborg.

Det store familiehold kalder sig ”Team FUT” efter Finn Kristiansens kælenavn fra tiden i søværnet, hvor han underviste i fysisk uddannelse og træning.

Finn Kristiansen debuterede på maraton som 67-årig folkepensionist i Berlin og har gennemført otte maratonløb. Han er medlem af Dagbladets Avis-Marathon, løbefællesskabet i Holstebro-området.

Finn ”Fut” Kristiansen tager søndag 6. oktober for 29. gang turen fra Vestjylland til Dyrehaven for at deltage i Eremitageløbet.
Finn ”Fut” Kristiansen tager søndag 6. oktober for 29. gang turen fra Vestjylland til Dyrehaven for at deltage i Eremitageløbet. Foto: Scanpix
Vis mere

»Jeg har aldrig været god til at sidde stille og har brændt for sport i 80 år. Mange forskellige sportsgrene. Min krop beder om at blive brugt, og jeg nyder det sociale fællesskab omkring løb,« siger han.

”Et par gange har jeg sagt, at det nok var mit sidste Eremitageløb, men jeg er taknemmelig over, at jeg stadig kan være med. Løbeglæden er usvækket. Man bliver aldrig for gammel til at samle på oplevelser, og selvfølgelig er det dejligt at blive klappet på ryggen og få et par anerkendende ord med på vejen på en løbetur. Lidt forfængelig er man jo også.”

Thomas Mørk, som bor i Køge, lægger ikke skjul på sin beundring for sin morfar.

»Vi er alle stolte af ham i familien. Han er en stor inspiration med sin smittende livsglæde og energi. Var jeg bare halvt så frisk i hans alder, ville jeg være glad,« siger Thomas Mørk.

»Vi har haft nogle fantastiske maratonrejser, bl.a. til Athen, som har været med til at knytte os endnu tættere sammen. Jeg håber, at min morfars eksempel vil få andre til at indse, at alder ikke behøver at være nogen hindring.«

Finn ”Fut” Kristiansen fylder 90 år 17. september, små tre uger før Eremitageløbet.

Familien Danmarks løb nr. 1 afvikles for 51. gang. Læs mere og tilmeld dig motionsfesten i Dyrehaven søndag 6. oktober på elob.dk