Det skulle have været en folkefest, men i stedet har en sort sky lagt sig over de norske mesterskaber i skiskydning i Alta.

Konkurrencen er blevet overskygget af en eftersøgning, da 22-årige Eivind Sporaland, der selv er skiskytte, forsvandt søndag.

Han er fortsat forsvundet her fem døgn senere.

Det skriver NRK og Dagbladet.

»Vi leder med det udgangspunkt, at han fortsat kan være i live,« siger Per Solberg, der er ansat ved Politiet i Innlandet, til NRK.

Sporalands holdkammerater har deltaget i eftersøgningen efter nordmanden, der forsvandt fra sit hjem i Lillehammer.

Siden er de rejst til Alta i det nordligste Norge, hvor de norske mesterskaber skal afholdes.

»Det var en meget bevæget gruppe, og vældigt mange mødte op og havde et behov for at snakke om tingene,« fortæller Anders Brun Hennum, der er udviklingschef i skiskytteforbundet og torsdag havde indkaldt til et fælles møde for alle skiskytterne.

Hennum fortæller, at det er blevet diskuteret, hvorvidt mesterskaberne overhovedet skal gennemføres.

»Der er meget fortvivlelse, så det er vigtigt at tale sammen om det,« fortsætter han.

I alt 70 personer deltog torsdag i eftersøgningen efter Eivind Sporaland.

Politiet vil nu undersøge telefonspor, brug af kreditkort og følge op på de tips, der er kommet ind.

Den 22-årige skiskytte vandt sølv ved de norske juniormesterskaber i 2021.