Læg mærke til navnet Axel Vang Christensen.

Den 17-årige gymnasieelev fra Hillerød har nemlig alle muligheder for at blive Danmarks næste atletikstjerne.

Hans enestående meritter taler deres eget sprog:

  • 38 danske juniorrekorder, seks uofficielle europæiske rekorder og tre uofficielle verdensrekorder.
  • DM-guld for seniorer på 10 kilometer landevej (da han var 16 år) og 10 kilometer cross.
  • EM-sølv for U20 i Tallinn i 3.000 meter forhindringsløb og NM-sølv i cross for U20 i Stockholm.

Axel Vang Christensen er født 30. juli 2004 og var yngste deltager i de internationale U20-stævner.

Det nordsjællandske stjerneskud Axel Vang Christensen på vej mod en suveræn sejr ved DM på 10 kilometer cross i lørdags på Korsør Golfbane. 
Det nordsjællandske stjerneskud Axel Vang Christensen på vej mod en suveræn sejr ved DM på 10 kilometer cross i lørdags på Korsør Golfbane.  Foto: Privatfoto
Vis mere

Formentlig er han også feltets Benjamin, når han jagter sin næste medalje i U20-EM i cross 12. december i Dublin.

Det understreger hans potentiale, at han to gange har slået hele den danske seniorelite med navne som OL-maratonløberne Abdi Ulad og Thijs Nijhuis.

I weekenden fik Axel Vang Christensen overrakt 'Kongepokalen' efter en suveræn sejr i 10 kilometer cross på Korsør Golfbane (en to kilometer rundstrækning blev gennemløbet fem gange).

Traditionen tro var han iført hvide handsker, da han modtog Danmarks ældste pokal, som blev indstiftet i 1905 af prins Christian, den senere kong Christian 10.

Axel Vang Christensen lægger ikke skjul på, at han har store ambitioner og går efter medaljer i de store internationale mesterskaber.

»I første omgang er det 3.000 meter forhindring, jeg prioriterer. Jeg kan lide det tekniske element og er god til at løfte min kropsvægt. 5.000 meter og 10.000 meter er også discipliner, hvor jeg har mulighed for at gøre mig,« siger han.

»Drømmen er en OL-finale på 3.000 meter forhindring. Jeg tror på min chance.«

Axel Vang Christensen startede i FIF Hillerød Atletik som niårig. De første år spillede han også fodbold, men da han skulle vælge, vandt atletikken.

Hans head coach gennem hele karrieren er Nicolaj Raagaard Sørensen. 'Team Axel' tæller også den olympiske guldroer Eskild Ebbesen, som er hans rådgiver.

»Jeg er glad for, at jeg er nået så langt, som jeg er. Men jeg er ikke overrasket. Jeg arbejder hårdt og har et godt hold omkring mig, som giver mig optimal hjælp både på det fysiske og mentale plan,« siger det nordsjællandske stjerneskud.

Nicolaj Raagaard Sørensen er imponeret over sin elevs målrettethed, træningsvilje og evne til at grave dybt, når det gør ondt.

»Axel løber 160-180 kilometer om ugen fordelt på to daglige træningspas. Det første klokken 5.30 om morgenen på 10-15 kilometer. Uanset vejret. Det andet ved 5-tiden om eftermiddagen. Med sine lange ben er han bygget til sin sport, og han har en vilje og et talent, jeg ikke har set hos andre,« siger Nicolaj Raagaard Sørensen.

»Det er en glæde at arbejde med Axel og se den måde, han er vokset på.«

Ved siden af sin passion for løb passer Axel Vang Christensen sin skole. Han går på Frederiksborg Gymnasium og bliver student til sommer.