Mia Sophie Lietke fik et alt for kort liv.

Gymnasten blev kun 16 år gammel, inden hun gik bort. Det er det tyske gymnastikforbund Deutscher Turner-Bund, som deler den frygtelige nyhed i en pressemeddelelse.

Det hjerteskærende dødsfald har ramt den tyske gymnastikverden som en bombe.

»Den unge gymnast fra landsholdsgruppen døde meget pludseligt og uventet sidste torsdag (16.11, red.) i Fellbach-Schmiden i en alder af kun 16 år,« skriver DTB i pressemeddelelsen.

»Chokket og sympatien i gymnastikfamilien er tilsvarende stor, især på RSG-landsholdscenteret i Fellbach-Schmiden blandt hendes holdkolleger og træner, samt i Berlin og Ulm, hvor Mia boede og trænede.«

Lige nu er der ingen melding om, hvorfor Mia Sophie Lietke mistede livet.

Gymnastikforbundet sender også kondolencer til Mia Sophie Lietkes familie. Hun arbejdede benhårdt for at komme til de olympiske lege i 2028.

Rigtig mange hædrer den unge rytmegymnast på de sociale medier.

Der er indledt en undersøgelse af dødsfaldet, melder Bild.