Jorden forsvandt under XFactors Frank Clifforth, da han fik at vide, at hans mor var død. Han var på en festturné og blev hentet, da hun lå død hjemme i lejligheden.

I MIT FOTOALBUM kommer vi helt ind på livet af X-Factors Frank Clifforth, når han fortæller om sin hårde opvækst i den berygtede Gersagerpark og en barndom præget af skiftevis vold og kærlighed fra forældrene. Oplev en ny og hudløst ærlig side af sangstjernen og hør ham fortælle om hans oplevelser med klovneri, kærlighed og kriminalitet samt hvordan musikken blev et frirum fra en ellers kaotisk hverdag.

LOG IND PÅ BT PLUS og læs meget mere om Frank Clifforth suppleret med en masse billeder fra hans private fotoalbum.

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.


​Jorden forsvandt under XFactors Frank Clifforth, da han fik at vide, at hans mor var død. Han var på en festturné og blev hentet, da hun lå død hjemme i lejligheden.

Foto: Privat foto
Vis mere

1. Min diamant

Min datter Shine er min diamant. Det er hende, der giver mig lys og energi, det er hende, der heler den lille dreng inde i mig, fordi jeg leger med hende og giver hende kærlighed og omsorg og er nærværende. Navnet Shine kommer fra tv-programmet Voice, Danmarks største stemme, hvor Sharin Foo var dommer. Hver gang de sagde hendes navn, lød det som om, de sagde ‘Shine’, og så sagde jeg til moderen Sussi, ’Shine, det er et smukt navn, det er solstråler, det har så meget mening.’ Sussi og jeg lærte hinanden at kende i Fredericia, hvor jeg er flyttet til efter at have boet på Sjælland. Vi så hinanden i bybilledet, en dag drak vi en kop kaffe sammen og blev megaforelskede. Vi bor dog ikke sammen i dag, men vi har verdens bedste samarbejde.

Foto: Privat foto
Vis mere

2. En hård opvækst

Her fangede vi ål. Min far gik meget op i at fange dem, og så skulle der jo også lige en lille skarp til, når man spiste dem. Her på billedet er jeg den laveste, og min barndomsven Martin står til venstre. Jeg voksede op i det hårdeste kriminelle miljø i Tjurgården ved Gersagerparken i Hundige. Min far var udlært blikkenslager og arbejdede med slamsugning, det var der en god løn i. Min opdragelse gik ud på, at jeg skulle være god til at spille fodbold og leve min fars drøm videre. Tit var jeg med ham på værtshus og oplevede mange skidte ting. Han var alkoholiker, men ikke af den type, der sad på en bænk. Jeg oplevede at få tæsk og meget andet, men mine forældre gjorde, hvad de formåede. De prøvede også at give mig kærlighed, men problemet er bare, at der sker nogle skader på børn, der det ene øjeblik får kærlighed og det næste én på kassen. Det ryster dem i deres grundvold, og de holder op med at stole på andre mennesker. Min far døde, da han var i tresserne - jeg opgav kontakten med ham til sidst.

Foto: Privat foto
Vis mere

3. Aggressiv og kærlig

Her var vi på sejltur i Norge. Min mor til venstre. Hun døde af lymfekræft, da hun var midt i 50erne - jeg var selv 26, da det skete. Hun valgte at dø derhjemme, min ældste storesøster passede hende sammen med en sygeplejerske den sidste tid. Min mor planlagde selv sin begravelse og hvad der skulle synges i kirken. Jeg var ikke så langt derfra til et afterparty, da jeg blev hentet hjem. Hele jorden røg væk under mig, da jeg kom hjem og så hende. Jeg skreg simpelthen. Min mor gjorde alt for mig, hun fjernede ansvaret fra mig, samtidig med at hun var bedøvet af medicin og alkohol. Meget aggressiv og samtidigt meget kærlig, og gjorde alt, for alle mennesker. Hun var både alt for voldsom i sin fremtoning og alt for kærlig. Hun tog alt ansvar fra mig. Et eller andet sted, fik jeg lov til at blive voksen, da hun døde. Dengang boede jeg stadig hjemme, fordi jeg ikke kunne finde ud af at betale min egen lejlighed.

Foto: Privat foto
Vis mere

4. Fra Europe-hår til ’badehætte’

Det er fra mine ungdomsår, hvor jeg skulle være sej, jeg fyrede den af og festede hele tiden. Jo, jeg tror godt, man kan sige, at jeg var pigernes ven, de kunne også godt li’ mit hår, det kunne jeg også godt selv. Jeg ville have lavet lange, bløde krøller, det havde jeg til dels i forvejen, men ville have det samme hår som forsangeren i Europe, så derfor gik jeg til en frisør. Der skete bare det, at det blev sådan nogle små krøller, som jeg hadede, så jeg skyndte mig op til frisøren dagen efter og fik dem rettet ud. Mange år senere, begyndte jeg at få ’hul i badehætten’, og så gik jeg over til pagehår. Jeg arbejdede sammen med en kollega i en institution i Brøndby, og han sagde: Skal vi ikke klippe det af? ’Ja, det gør vi kraftstejleme’. Så gik vi ind på kontoret og klippede det hele af, og en af de ansatte, Helle, sagde bagefter: ’Hold kæft, du ligner Bruce Willis.’

Foto: Privat foto
Vis mere

5. Begyndte at ryge som ni-årig

Hende med det røde hår var min første kæreste, og hun havde stor betydning for mig dengang - og har det stadig. Hun blev student og har i dag et fantastisk liv, som jeg følger på Facebook. Med hensyn til uddannelse var jeg på EFG – det hed Jern og Metal, men jeg fik det ikke gennemført. Der gik det bedre på Osted Efterskole. Da jeg gik på Gersagerskolen, var jeg klassens klovn, der ikke kunne sidde stille, og jeg blev tit sat udenfor døren. Ved at være klassens klovn flyttede jeg fokus, så de andre elever ikke var klar over, hvor dårligt jeg havde det indeni. Så tager man et happy face på. Min force har altid været min stemme, jeg har sunget siden jeg gik i børnehave, det gav mig et frirum, det at synge. Jeg blev kaldt SangerFrank, og de andre råbte: Hvad så Frank, synger du lige en sang til festen. Jeg begyndte at ryge, allerede da jeg var 9½ år, det var mærket Long. Min kammerat og jeg røg også alt, hvad der kunne ryges på, når vi sad oppe i Hundige Centret. Der var nogle store askebægre, som vi fiskede de store skod ud af. Vi larmede og ødelagde ting deroppe, og når centervagten Gotfred kom, løb vi fra ham.

Foto: Privat foto
Vis mere

6. I  terapi hver måned

I dag bor jeg i Fredericia, og det er fantastisk. Når jeg har været i København og kører tilbage til Jylland, kan jeg mærke, at jeg kan sætte tempoet tre-fire gear ned, det går ikke så stærkt i Fredericia, og jeg kunne aldrig finde på at flytte fra min datter. I mit liv har jeg taget mange dumme beslutninger. Jeg må regne med, at jeg skal have guidance resten af mit liv for at få indsigt i mig selv og få styrke til at være kærlig og rummelig. Hver måned går jeg i terapi, ligesom en bil skal have hældt olie på, sørger jeg også for at holde mig ajour på den måde.

Foto: Privat foto
Vis mere

7. Indbrud og svindel

Jeg var ikke i militæret men derimod i praktik i en kortere periode på Bornholm, der skulle vi lave en øvelse, hvor vi skulle afhøre konstabler. Jeg tog et glas vand og hældte i hovedet på ham, jeg skulle afhøre, og det var ikke så populært. Senere skulle rollerne byttes om, og konstablerne skulle finde mig i et skovområde, og jeg gjorde det umuligt for dem at finde mig. Jeg hørte, hvordan de råbte: ’Hvor er ham den langhårede, ham skal vi sgu ha´ fat i.’ Jeg har lavet mange dumme ting, har været i slåskamp og har begået indbrud og svindel og alt muligt lort - det har jeg ikke lyst til at snakke om.  Men jeg har aldrig nogensinde været i fængsel - kun i detentionen på Køge Politistation. Der har altid været nogle, der har holdt hånden over mig.

Foto: Privat foto
Vis mere

8. Glade endorfiner

Jeg begyndte med træning, da jeg var ung. Jeg trænede med de store gutter. Men ellers gik jeg noget op i musik, jeg var ham der sang højt. I dag træner jeg fem gange om ugen sammen med Torben Hein - mandag til fredag - både styrketræning og kardiotræning. Det giver mig gode og glade endorfiner.

Jeg var ikke i militæret men derimod i praktik i en kortere periode på Bornholm, der skulle vi lave en øvelse, hvor vi skulle afhøre konstabler. Jeg tog et glas vand og hældte i hovedet på ham, jeg skulle afhøre, og det var ikke så populært. Senere skulle rollerne byttes om, og konstablerne skulle finde mig i et skovområde, og jeg gjorde det umuligt for dem at finde mig. Jeg hørte, hvordan de råbte: ’Hvor er ham den langhårede, ham skal vi sgu ha´ fat i.’ Jeg har lavet mange dumme ting, har været i slåskamp og har begået indbrud og svindel og alt muligt lort - det har jeg ikke lyst til at snakke om. Men jeg har aldrig nogensinde været i fængsel - kun i detentionen på Køge Politistation. Der har altid været nogle, der har holdt hånden over mig. Glade endorfiner 8. Jeg begyndte med træning, da jeg var ung. Jeg trænede med de store gutter. Men ellers gik jeg noget op i musik, jeg var ham der sang højt. I dag træner jeg fem gange om ugen sammen med Torben Hein - mandag til fredag - både styrketræning og kardiotræning. Det giver mig gode og glade endorfiner.