Sagen om pladeselskabsejer P-Diddy og rapperen Jay-Z vil ingen ende tage.
De to verdensstjerner er blevet anklaget for at have voldtaget en kvinde, da hun var blot 13 år gammel, og nu skyder dommeren i sagen skyts efter Jay-Z's advokat.
Dommeren mener nemlig, at Jay-Z's advokat, Alex Spiro, har brugt upassende sprogbrug i sagen, og at han gentagne gange har forsøgt at miskreditere kvindens advokat.
Det skriver Sky News.
Spiro, som har været Jay-Z’s advokat i få uger, har tidligere forsøgt at afsløre den rigtige identitet på den kvinde, der står bag anklagerne – i dag er hun kendt som 'Jane Doe.' Dommeren har dog besluttet, at kvinden kan forblive anonym for nu.
I et forsøg på at få sagen mod Jay-Z afvist, har Spiro hævdet, at kvindens historie er fuld af 'falske anklager.'
Kvinden har selv erkendt visse uoverensstemmelser i sin beretning, men fastholder sine overordnede påstande om overgrebet, der angiveligt fandt sted efter MTV Video Music Awards i 2000.
Begge stjerner nægter sig fortsat skyldige i sagen.
Sagen er en del af en lang række anklager mod P-Diddy, der har startet pladeselskabet Bad Boys, der blandt andre har repræsenteret den afdøde Notorius B.I.G.
Han er blandt andet blevet anklaget for seksuelle overgreb, sexhandel og voldelig adfærd.
