En voldsom video af en offentlig henrettelse i Gaza viser, hvordan otte personer bliver dræbt på en offentlig plads omgivet af stor menneskemængde. 

Det skriver BBC Verify, der har verificeret videoen. 

Ifølge mediet afslører videoen, hvordan adskillige bevæbnede mænd stiller otte personer op på en offentlig plads, hvorefter de likviderer dem. 

BBC Verify kan ikke bekræfte identiteten af de maskerede, bevæbnede mænd, men beskriver, hvordan nogle af dem bærer de grønne pandebånd, der er forbundet med Hamas. 

Kort efter de otte personer blev stillet op åbner de bevæbnede mænd ild og dræber alle otte personer. BBC skriver også, hvordan tilråb som 'Allahu akbar', der betyder gud er størst på arabisk, kan høres fra mængden, mens de bevæbnede mænd står over ligene. 

Hamas har udtalt, at de tilbageholdte var 'kriminelle og samarbejdspartnere' med Israel. Udtalelsen er dog ikke blevet understøttet af beviser. 

Intern vold er udbrudt i Gaza de seneste dage, hvor der lyder meldinger om kampe mellem Hamas og rivaliserende grupper og klaner ved Gazastriben. 

Det seneste voldssammenstød resulterede i flere dræbte, da Dughmush-familien, som er en magtfuld klan i Gaza, stødte sammen med flere bevæbnede personer fra Hamas. 

Et familiemedlem af Dughmush-familien skrev senere i et Facebook-opslag, at henrettelsen var en 'kriminel' handling. 

B.T.s mellemøst-korrespondent, Jotam Confino, vurderer, at de blodige kampe mellem Hamas og Doghmush-klanen ligner en borgerkrig. Læs om det her.