Der er torsdag aften udbrudt en voldsom brand på Prins Buris Vej i det centrale Roskilde.

Ifølge politiet har flammerne fået fat i både en bil, en carport og et hus på gaden. Beboerne i huset er blevet evakueret, mens brandvæsenet fortsat arbejder på stedet.

Politi og brandvæsen til stede ved brand i villa på Prins Buris Vej.
Politi og brandvæsen til stede ved brand i villa på Prins Buris Vej. Steven Knap/Ritzau Scanpix

»Vi arbejder stadig på branden derude. Husets beboere er blevet evakueret,« oplyser vagtchef Michael Hymøller fra Midt- og Vestsjællands Politi til B.T.

Brandvæsenet er fortsat i gang med slukningsarbejdet, og området er præget af kraftig røg.

Ifølge politiet er der umiddelbart ingen meldinger om, at personer eller dyr er kommet til skade i forbindelse med branden.

Vagtchefen oplyser desuden, at der på nuværende tidspunkt ikke er behov for yderligere evakueringer.

»Vi reagerer ud fra de meldinger, vi får, og der har ikke været ønsket om at varsle eller evakuere yderligere,« lyder det.

Årsagen til branden er endnu ukendt, men det vil blive efterforsket, lyder det.

B.T. følger sagen.