»Vi vandt«, udbryder Simone Westergaard.

Og det, de to piger fra Odense har vundet, er intet ringere end 250.000 kroner.

Simone Westergaard og Frederikke Dahl vandt prisen som Årets Klimaiværksætter 2021. De unge iværksættere fik prisen i forbindelse med det nationale klimafolkemøde i Middelfart.

»Det var sindssygt. Alle sad ned, og dommerne stod med checken på 250.000 kroner i hånden,« siger Simone Westergaard.

Dommeren sagde, at alle deltagerne havde gjort det godt, men at nogen kunne ramme halvdelen af befolkningen med deres idé.

»Og så var vi næsten klar over, at vi havde vundet,« siger Simone Westergaard.

De to grønne iværksættere har nemlig opfundet et bæredygtigt hygiejnebind lavet på plantefibre.

»Jeg troede, jeg skulle til at græde, men så tænkte jeg: 'Nu tager du dig sammen',« siger Simone Westergaard.

Der kom ingen tårer. Kun store smil fra de to iværksættere, der nu stod med checken på 250.000 kroner i deres hænder.

Simone Westergaard til venstre og Frederikke Dahl til højre står med beviset på, at de har vundet prisen som Årets Klimaiværksætter.
Simone Westergaard til venstre og Frederikke Dahl til højre står med beviset på, at de har vundet prisen som Årets Klimaiværksætter. Foto: Middelfart Sparekasse
Vis mere

»Vi smilede helt vildt og gav hinanden en kæmpestor krammer efterfølgende.«

Simone Westergaard og Frederikke Dahl ved allerede, hvordan checken kommer til at gavne mest.

De 250.000 kroner skal bruges på en sælger, der kan hjælpe dem med at få deres produkt på markedet, når det er klar til at komme på hylderne.

»Lige nu er jeg pissetræt. Vi har virkelig været hårdt pressede,« siger Simone Westergaard om tiden op til prisen.

Og de to grønne iværksættere har også haft rigeligt at se til.

Udover at de nu har titlen som Året Klimaiværksætter 2021, fik de en glædelig nyhed en time før, de vandt prisen.

»Vi har kæmpet længe for at komme med i et acceleratorprogram, og så fik vi et ja, en time inden vi vandt prisen.«

Acceleratorprogram er et program, der hjælper virksomheder til at accelerere på forskellige emner, hvor vi de to iværksættere skal have hjælp til selve produktionen.

»Det føles helt vildt at få det store skulderklap efter så mange måneders – og års – arbejde,« siger Simone Westergaard.

Der blev klappet af de to iværksættere. To af de fem dommere, Flemming Møldrup og Theresa Blegvad, klapper af de to kvinder.
Der blev klappet af de to iværksættere. To af de fem dommere, Flemming Møldrup og Theresa Blegvad, klapper af de to kvinder.
Vis mere

Simone Westergaard og Frederikke Dahl har ikke tid til at fejre triumferne i aften.

»Men lige så snart der bliver mulighed for det, skal det fejres,« siger Simone Westergaard og fortsætter:

»Og så skal der champagne på bordet den dag.«