Michael Olesen ønsker sig brændende et barn. Ti små fingre og tæer, blød babyhud – med hans dna. Han havde aldrig drømt om, at det skulle blive hans livs kamp at gøre sin kæreste gravid. Men det har kostet på kærligheden og maskuliniteten. Og sat fremtidsdrømmene på pause.
Han troede ikke på det. Rystede bare på hovedet og bad om en ny test. Det kunne jo ikke være rigtigt, at han ikke kunne levere ’klatten’.
Michael Olesen havde netop afleveret sit livs første sædprøve på Herlev Sygehus’ fertilitetsklinik. En lille plastikkop med et par milliliter sæd og millioner af svømmere. Det eneste, han som mand skal kunne levere til Projekt Baby. Og så sad der gudhjælpemig en kittelklædt læge og fortalte ham, at kvaliteten af hans sæd mildest talt var svingende.
34-årige Michael Olesen er civilingeniør og professionel danser. I 10 sæsoner har han svunget rundt med kendisser i dansestiletter i TV2s seerhit Vild med dans og har netop danset sig i årets kvartfinale med skuespilleren Laura Bach.
Privat er han kæreste med 38-årige Joan Divine, der er fotograf og tidligere nøgenmodel for bl.a. magasinet Playboy. Parret har været kærester i knap fem år og bor i Hørsholm i Nordsjælland. Lykkelige over at have fundet kærligheden og med bevidstheden om at have passeret de 30, var de enige om, at næste naturlige skridt var børn. Noget, de begge brændende ønskede sig. Men det skulle vise sig mere end svært at få drømmen om forældre-titlen opfyldt.
De sidste fire år har parret været i fertilitetsbehandling. Syv gange har de forsøgt sig med reagensglasbehandling, syv gange har de drømt, håbet og krydset fingre. Syv gange er de blevet skuffede.
LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele interviewet med Michael Olesen. Han kalder sig selv for ‘handlekraftig’ og er vant til at knokle. Det har han gjort med alt andet i livet – sin uddannelse, sit arbejde og sin dans. Hvis han vil gennemføre en ironman, så træner han sig op til det. Slider for det. Men den strategi har ikke kunnet hjælpe ham, når det kommer til at gøre sin kæreste gravid. Det projekt er ude af hans hænder ...
Michael Olesen ønsker sig brændende et barn. Ti små fingre og tæer, blød babyhud – med hans dna. Han havde aldrig drømt om, at det skulle blive hans livs kamp at gøre sin kæreste gravid. Men det har kostet på kærligheden og maskuliniteten. Og sat fremtidsdrømmene på pause.
Han troede ikke på det. Rystede bare på hovedet og bad om en ny test. Det kunne jo ikke være rigtigt, at han ikke kunne levere ’klatten’.
Michael Olesen havde netop afleveret sit livs første sædprøve på Herlev Sygehus’ fertilitetsklinik. En lille plastikkop med et par milliliter sæd og millioner af svømmere. Det eneste, han som mand skal kunne levere til Projekt Baby. Og så sad der gudhjælpemig en kittelklædt læge og fortalte ham, at kvaliteten af hans sæd mildest talt var svingende.
34-årige Michael Olesen er civilingeniør og professionel danser. I 10 sæsoner har han svunget rundt med kendisser i dansestiletter i TV2s seerhit Vild med dans og har netop danset sig i årets kvartfinale med skuespilleren Laura Bach.
Privat er han kæreste med 38-årige Joan Divine, der er fotograf og tidligere nøgenmodel for bl.a. magasinet Playboy. Parret har været kærester i knap fem år og bor i Hørsholm i Nordsjælland. Lykkelige over at have fundet kærligheden og med bevidstheden om at have passeret de 30, var de enige om, at næste naturlige skridt var børn. Noget, de begge brændende ønskede sig. Men det skulle vise sig mere end svært at få drømmen om forældre-titlen opfyldt.
De sidste fire år har parret været i fertilitetsbehandling. Syv gange har de forsøgt sig med reagensglasbehandling, syv gange har de drømt, håbet og krydset fingre. Syv gange er de blevet skuffede.
»Jeg har hele mit liv taget for givet, at jeg selvfølgelig kunne gøre en kvinde gravid, når jeg en dag fandt den rette. At jeg som det mest naturlige i verden kunne give liv videre. Jeg havde aldrig drømt om, at det ville blive mit livs kamp,« siger Michael Olesen.
I februar 2016 besluttede parret at fortælle omverdenen, at de ikke kunne få børn og var i fertilitetsbehandling. De var trætte af at skulle finde på undskyldninger for, hvorfor der endnu ikke var en babybule at spotte på Joans Divines mave. På sin blog joandivine.dk skrev Joan Divine for første gang åbenhjertigt om det forløb, hun har været igennem. For selvom omkring hvert tiende barn i Danmark kommer til verden ved hjælp af fertilitetsbehandling, er ufrivillig barnløshed stadig et stort tabu for mange. Måske især som mand. Netop derfor er Michael Olesen nu klar til at fortælle om sine oplevelser.
Rutsjebanen
Han sidder på en café på Amager i råkold novembertåge og smøger striktrøjens ærmer op. Indtil nu har hans talestrøm været boblende, men da han bliver spurgt om dengang på Herlev Hospital, hvor det gik op for ham, at sædprøven havde svigtet ham, holder han en lang pause.
»Det var en enormt hård mavepuster. Det er det stadig. Der skulle flere sædprøver til, før jeg troede på lægerne. For som mand er det et nederlag at få at vide, at man... At dem dernede ikke kan skyde igennem,« siger han.
Striktrøjens ærmer er efterhånden skubbet helt op til albuerne, og han gestikulerer med begge arme. Lader dem vise, hvordan sædcellerne nogle gange er sprællevende, mens tallene andre gange er helt elendige. Lidt som en rutsjebane. Han har accepteret, at hans sæd ikke er ‘tiptop’, men indrømmer, at han alligevel går mere rank fra klinikken de gange, hvor tallene er gode.
Selvom han i løbet af de seneste fire års fertilitetsbehandling efterhånden har afleveret et utal af sædprøver, føler han sig stadig presset.
»Der er ikke meget frækt ved at skulle stå med sådan en kop i hånden. Intet forspil, ingen kærlighed. Det hele er koldt og sterilt. Det er ikke lige sådan, man forestiller sig, det skal være. Presset er enormt, sæden er jo det eneste, jeg skal gøre rigtigt. Desto mere pinligt er det, at jeg ikke kan gøre Joan gravid,« siger han.
For Joan Divine og Michael Olesen var den manglende evne til at blive gravid så stort et tabu, at de i begyndelsen ikke fortalte det til nogen. Hverken familie, venner eller kollegaer.
Sådan er det ikke længere. Hemmeligholdelsen gjorde ikke noget godt for dem. I dag har Michael Olesen ikke noget problem med at tale højt om de dårlige sædceller, selv ikke på en fyldt café på Amager.
Enetimer
Michael Olesen og Joan Divine mødte hinanden til en privat fest hos en fælles ven for fem år siden. De ’klingede helt vildt godt’, men Michael Olesen rykkede ikke på de blikke, der blev udvekslet. Til gengæld skrev Joan Divine efterfølgende til ham på Facebook og spurgte, om han gav eneundervisning i dans.
»Når en fantastisk smuk kvinde skriver og spørger om dansetimer, kan man ikke lade være med at tænke sit. Også selvom Joan stadig påstår, at det kun handlede om dansen, tror jeg, hun allerede dengang var lidt interesseret i mig,« siger Michael Olesen og griner.
Iført joggingbukser, kasket og striktrøje kommer han direkte fra syv timers træning med Vild med dans-partneren, skuespilleren Laura Bach. Han bestiller et stykke med fiskefilet og piller omhyggeligt kapers fra garniturenn, mens han fortæller om dengang, han blev mere end glad for sin nye danseelev. Han og Joan Divine dansede cha-cha-cha og jive, så sveden drev. Når de efter undervisningen sad udenfor og lod sig køle af aftenluften, begyndte snakken. Ti minutter blev hurtigt til 20, 40 og 60 minutter. Efter fjerde lektion inviterede Michael Olesen hende ud.
I stedet for en klassisk cafédate diskede han op med billetter til TV 2s årskavalkade i Operaen. Et arrangement, hvor de risikerede at blive mødt af pressen allerede på første date. Han var bange for, at det var for meget. At hun ville sige nej. Men hun mødte op. Endda i en lang, tætsiddende kjole og ’så helt igennem fantastisk ud.’
Fra den dag af var det slut med danselektioner. Til gengæld blev det begyndelsen på det, Michael Olesen ikke tøver med at kalde ‘den helt store kærlighed’. De blev kærester, og efter nogle måneder blev de enige om, at de gerne ville have børn.
»Jeg synes, børn er helt fantastiske. Det har altid været en kæmpe stor drøm at få mine egne. Helst to. Hvis jeg helt selv kunne vælge: Først en dreng og så en pige. Nu havde jeg endelig fundet den kvinde, jeg ville lave kærlighedsbørn sammen med. Hvad kunne gå galt?«
En hel del, viste det sig.
Lægens dom
For Joan Divine blev ikke gravid. For en sikkerheds skyld gik de til lægen, ikke fordi de troede, der var noget galt, men bare for at være på den sikre side. Joan Divine har kun en æggeleder, hvilket i sig selv ikke burde være et problem, men kombineret med Michael Olesens svingende kvalitet af svømmere, har de brug for hjælp.
Efter en række undersøgelser blev de anbefalet reagensglasbefrugtning. En omstændelig proces, der bl.a. indebærer hormonbehandling af Joan Divine, udtagning af æg, der senere skal udvikle sig i et laboratorium, hvor de befrugtes, før de bliver sat tilbage i livmoderen. Derefter er der 14 dages ventetid, før man kan vide, om ægget rent faktisk har sat sig fast.
Kort lykke
For Joan Divine og Michael Olesen lykkedes det at blive gravide i første forsøg. De var overlykkelige, men besluttede at holde den voksende baby hemmelig indtil 12. uge i graviditeten. Men så langt kom de aldrig.
»Vi så hjertelyd i uge syv. Den der helt fantastiske blinken på skærmen,« husker Michael Olesen.
Men tre uger senere begyndte Joan Divine at bløde. En haste-scanning viste svag hjertelyd, men en uge efter var der stille. Helt stille.
»Så står man dér og stirrer på en tom skærm. Det var et kæmpe chok. Vi blev simpelthen så kede af det – brød helt sammen. Det er det værste, jeg nogensinde har prøvet,« siger Michael Olesen.
De forlod hospitalet og kørte direkte hjem til Michael Olesens forældre. Sorgen var så overvældende, at de var nødt til at dele den med nogen.
Forældrene var hverken blevet indviet i fertilitetsbehandling eller graviditet, for planen var, at de skulle overraskes med den gode nyhed om, at de skulle være bedsteforældre.
Michael Olesens mor var i gang med at ordne haven, da de ankom. Joan Divine nåede ikke at sige noget, før hun brød grædende sammen, mens Michael Olesen måtte overbringe den tragiske nyhed.
Nogle måneder efter de havde mistet barnet, var de klar til at give det et nyt forsøg. Det var jo lykkedes første gang. Men denne gang var anderledes. De var begge mere på vagt, mere påpasselige og mere bekymrede.
Michael Olesen søgte konstant efter tegn i sol, måne og stjerner – enhver indikation på, at hun var blevet gravid. Det var ikke i hans krop, barnet skulle vokse, så han var nødt til at spørge. Hvordan føltes det? Havde hun lidt ømme bryster? Eller måske en smule morgenkvalme?
Jalousien
Han kalder sig selv for ‘handlekraftig’ og er vant til at knokle. Det har han gjort med alt andet i livet – sin uddannelse, sit arbejde og sin dans. Hvis han vil gennemføre en ironman, så træner han sig op til det. Slider for det. Men den strategi har ikke kunnet hjælpe ham, når det kommer til at gøre sin kæreste gravid. Det projekt er ude af hans hænder.
»Magtesløsheden er det værste. Når man har så stort et ønske om noget, er det frustrerende kun at kunne stå på sidelinjen og intet kunne gøre. Det er ikke noget, jeg kan fikse, og jeg kan ikke tage byrden for Joan. Det kan virke så uretfærdigt, at nogle bliver gravide så let som ingenting, mens vi prøver på fjerde år,« siger han.
Efter hvert forsøg har parret skullet kæmpe med ventetid og uvished. Var alt det, de havde gået igennem, til ingen verdens nytte – eller var det det hele værd? Når Michael Olesen var på arbejde, kunne han kun tænke på, hvordan det mon gik, om Joan Divine led af bivirkninger fra hormonbehandlingerne, om befrugtningen denne gang ville lykkes.
Hans humør blev påvirket, og i de perioder havde han mest lyst til at lukke sig selv inde og resten af verden ude.
Sådan kan han stadig få det. Han har ikke tidligere været jaloux anlagt, men når han ser barnevogne med nyfødte babyer på gaden, eller Facebook-opslag med sort/hvide scanningsbilleder, kan han blive ramt.
Tvivlen
Fysisk aktivitet er med til at give ham afløb for sorgen og de mange skuffelser. Han har dyrket crossfit, løbet lange ture og trænet så hårdt, at han ikke kunne andet end at sove bagefter. Og så har han og Joan Divine gennem alle årene været gode til at tale sammen - også om det svære.
For når det meste kommer til at handle om Projekt Baby tærer det på kærligheden og forholdet.
»Det må være det største at være med til at sætte liv i verden og elske ubetinget. Men med tiden kan man ikke undgå at tvivle på, om vi nogensinde får lov til at opleve den lykke. Så presser de store spørgsmål sig på. Kan vi ikke få børn, fordi vi i virkeligheden ikke passer sammen? Og ville det måske være bedre med en anden,« spørger Michael Olesen.
Det er et par måneder siden, Joan Divine og Michael Olesen sidst var i fertilitetsbehandling. De har jævnligt brug for pauser, for at alt ikke kommer til at handle om babydrømmen. Hver gang overvejer de, om de har mod på endnu et forsøg. De har ikke endeligt bestemt sig, men som det ser ud nu, vil de gerne prøve igen. Et ottende forsøg. For tanken om en fremtid uden babygylp og barnelatter er ‘skræmmende’.
Efter syv forfejlede forsøg er de dog efterhånden nødt til at overveje, hvad de gør, hvis ikke det lykkes. De er så småt begyndt at tale om adoption eller donorsæd, selvom det heller ikke er optimalt.
»Indtil videre må jeg indrømme, at jeg er lidt egoistisk på det punkt. Jeg vil gerne skabe noget med vores gener, vores fejl og vores gode sider. Noget man kan spejle sig i. Min næse eller Joans øjne,« siger Michael Olesen.
Drømmen om at stifte familie har fyldt så meget, at parret flere gange undervejs har været nødt til at spørge hinanden, om de kun er sammen for Projekt Babys skyld.
»Intimiteten ryger lidt, når man i perioder skal gøre bestemte ting på bestemte tidspunkter. Alt bliver som en maskine med Projekt Baby som eneste formål. Men når det er sagt, synes jeg heldigvis stadig, at Joan er så dejlig, lækker og fræk. At hun og hendes krop går igennem alt dette for vores skyld, får mig til at elske hende endnu mere. Det er kærligheden til hinanden, der har båret os igennem, og vi er klar til at kæmpe videre sammen,« siger han.
Det er sådan, Michael Olesen helst vil afslutte interviewet, siger han. For det er det, der er vigtigst. At de er sammen, fordi de elsker hinanden.
