Den 28-årige Katrine Bonde, der er kendt fra 'Vild med dans', blev søndag friet til for rullende kameraer i Go' Morgen Danmark på TV 2.
Katrine Bonde, der kun meget kort deltog i dette års 'Vild med dans' sammen med skuespilleren Claes Bang, fik sig noget af et chok, da hendes kæreste, popsangeren Noam Halby, friede til hende.
- Det havde jeg ikke set komme. Han har taget røven på mig, sagde hun umiddelbart efter programmet til tv2.dk.
- Jeg har overhovedet ikke nået at tænke noget som helst om, hvordan brylluppet skal foregå, sagde den kommende brud.
Noam Halby er bedst kendt for at være forsanger i popbandet Johnny Deluxe. Han blev kærester med Katrine Bonde, efter at de i 2009 sammen havde danset sig til en syvendeplads i Vild med dans. Sammen har de en søn.
