Igen og igen hører vi om, at det også er for dårligt med nutidens unge og deres opførsel. Men her er en helt anden historie om én af dem, vi sjældent snakker om, om én, som i en alder af 18 er chefredaktør, aktieanalytiker, elitesport-udøver og har et snit på 12,6. Og for resten endnu ikke har fået studenterhuen på.
Traditionen tro var dansk politi massivt til stede i Prag i den forgangne uge. ’Husk at opføre jer pænt’, skrev de med løftet pegefinger i et tweet.
Med ’jer’ mente politiet de unge danske gymnasie-elever, som i vinterferien valfarter til den tjekkiske hovedstad for at drikke sig så meget fra sans og samling, at en dansk buschauffør - der var hyret til at køre de unge til byen - sidste år på Facebook skrev: »Jeg er dybt flov over min generations børn. Og dette er desværre ikke en éngangs-oplevelse. Det er mere reglen end undtagelsen.«
Men der er undtagelser. De findes, dem, der stræber højt, dem, for hvem druk og slinger i valsen ikke er en mulighed. Som nu Philip Gunst.
Vidunderbarn, bliver han kaldt.
LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele historien om vidunderbarnet Philip Gunst og hans tanker om sit eget talent.
Igen og igen hører vi om, at det også er for dårligt med nutidens unge og deres opførsel. Men her er en helt anden historie om én af dem, vi sjældent snakker om, om én, som i en alder af 18 er chefredaktør, aktieanalytiker, elitesport-udøver og har et snit på 12,6. Og for resten endnu ikke har fået studenterhuen på.
Traditionen tro var dansk politi massivt til stede i Prag i den forgangne uge. ’Husk at opføre jer pænt’, skrev de med løftet pegefinger i et tweet.
Med ’jer’ mente politiet de unge danske gymnasie-elever, som i vinterferien valfarter til den tjekkiske hovedstad for at drikke sig så meget fra sans og samling, at en dansk buschauffør - der var hyret til at køre de unge til byen - sidste år på Facebook skrev: »Jeg er dybt flov over min generations børn. Og dette er desværre ikke en éngangs-oplevelse. Det er mere reglen end undtagelsen.«
Men der er undtagelser. De findes, dem, der stræber højt, dem, for hvem druk og slinger i valsen ikke er en mulighed. Som nu Philip Gunst. Vidunderbarn, bliver han kaldt.
»I forhold til flertallet af unge i dag, kan jeg nok godt gå under prædikatet vidunderbarn i og med, at jeg er så fokuseret, som jeg er, at jeg har et godt snit, spiller fodbold på et relativt højt plan, og samtidig er chefredaktør og aktieanalytiker. Så man kan godt kalde mig det, men jeg kan ikke lide at blive sat op på en piedestal, siger Philip Gunst.
Han er 18 år gammel og har endnu ikke har trukket studenterhuen ned over ørerne.
Denne mandag i vinterferien sidder Philip Gunst afslappet i den grånistrede hjørnesofa i forældrenes hjem i Vallensbæk syd for København. Med sit markante brillestel, pumpede overarme og toptrimmede unge krop ligner han en lyshåret version af Clark Kent, inden han bliver til Superman.
Mange af klassekammeraterne fra 3.g-hhxs elitesport-linje på Cph West i Ishøj er netop i denne uge i Prag. Det er deres valg, mener Phil lipGunst. Men han forstår det ikke.
»Jeg føler, at for mange slækker på tingene. Jeg har aldrig helt forstået dem, der går i byen og har behov for at drikke torsdag, fredag, lørdag. Dem, der sløser deres liv væk. Dem, der ikke rigtig har nogen mål for skole og uddannelse, ikke stiller krav til sig selv.
Vi lever i et samfund, hvor vi får alting forærende, og sågar får penge for at uddanne os, og jeg kunne godt tænke mig, at der var flere, der hankede op i sig selv og sagde ’jeg vil det her’,« siger Philip Gunst, som selv for første - og sandsynligvis sidste - gang i sit liv prøvede at drikke sig fuld for tre måneder siden, og som i den grad stiller krav til sig selv. Krav om at være intet mindre end den bedste. Om at være perfekt til alt.
Historien er fyldt med vidunderbørn, dém med særlige anlæg for at udvikle præstationer. Komponisten Mozart var et, skak-geniet Bobby Fischer et andet, blokfløjtespiller Michala Petri et tredje, og i nyere tid er tennis-esset Caroline Wozniacki endnu et eksempel på et vidunderbarn.
Overser talenterne
Trods forskellighederne i deres præstationer er der ting, der binder dem sammen: Dedikation og målrettethed. Fra barnsben.
Og den slags talenter er vi i Danmark blevet lidt for dygtige til at overse, mener den anerkendte børnepsykolog Margrethe Brun Hansen, som bl.a. har skrevet bogen ’De kompetente forældre’. Vi er, føler hun, blevet for gode til kun at rette vores fokus på dem, der klarer sig dårligt.
»Vi taler altid om de lidt tunge børn, de sensitive børn, og åh hvor skal vi være der med vores omsorg. Men der kommer børn til verden med høj intelligens, som overstråler alt, er multibørn, der kan alt muligt. Og dem har vi en tendens til ikke at tage os af, for det er nok forældrene, der har pacet dem,« siger Margrethe Brun Hansen og fortsætter:
»Man laver specialklasser for tungt begavede børn, men ikke for de højbegavede. Det er som om, at vi tænker, at de nok klarer sig selv, i stedet for at spørge, hvordan det egentlig er at være højt begavet i en klasse. Vi har lidt en negativ indstilling til dem, men de er også børn,der har brug for nogle specielle tiltag, der har brug for, at vi bliver ved at stimulere dem.«
Rastløs energi
Det er en lidt rastløs energi, der stråler ud fra Philip Gunst. Selvom han umiddelbart sidder helt afslappet i sofaen og er fokuseret på den opgave, han er midt i, nemlig interviewet, så fornemmer man, at tiden kunne have været brugt bedre. Blot fordi kalenderen peger på vinterferie, er det ikke ensbetydende med, at den unge mand sløser tiden bort.
Der er vigtige møder med de to medejere af Aktieporteføljen, hvor Philip er chefredaktør og laver sine daglige aktieanalyser. Der er en træning, der skal passes. Og sidst, men ikke mindst nærmer den afsluttende eksamen sig.
»Selvfølgelig kunne det være helt rart bare at koble helt af, men det er for dumt nu, hvor der kun er tre måneder tilbage af skolen,« siger han blot med et skuldertræk.
Philip Gunst er enebarn. Og han får et særligt varmt glimt i øjet, når han fortæller om, hvordan han altid har været midtpunktet i den lille familie fra Vallensbæk. Om hvordan familien altid har udgjort den allervigtigste kerne i hans liv. Vigtigere end venner og kærester.
Barndommen og opvæksten kalder han kernesund og stabil. Begge forældre var udearbejdende, men når hans far Michael var på arbejde i Telias politiafdeling, og hans mor Ann-Mette passede sit som bogholder, trådte bedsteforældrene til og sørgede for, at lille Philip blev hentet i børnehaven og senere i skolen. I ferierne tog de på dejlige rejser sammen. Bare far og mor og søn.
Det var i disse trygge, kærlige rammer, inde bag de hvide mursten i rækkehuset i Vallensbæk, at kimen til vidunderbarnet blev sået, værnet om og dyrket af forældrene.
»Min far har altid taget mig under sine vinger,« siger han stolt. »Om det har været fodbold eller skole, hvor han tog bøger med hjem, som jeg kunne læse, inden jeg begyndte i skolen, så har han altid været der.«
I blæst og regn
Drømmen om at blive fodboldspiller var da også én, som blev født af faderens interesse for sporten. Philip kunne knap gå, da de to første gang sammen tog til Brøndby Stadion for at se bold. Det var deres ting. Og fem år gammel begyndte han selv at spille i Vallensbæk.
»Fodbold fyldte alt. Hver tirsdag og torsdag trænede jeg. Siden blev det mere og mere. Da jeg fyldte 11, var jeg til prøvetræning hos FCK og Brøndby, inden jeg skiftede til Hvidovre. Og min far har altid været med rundt. Til kampe i øst og vest. I blæst og regn. Han har troligt været ved min side.
»Jeg har aldrig rigtig haft fodboldhelte, har aldrig haft plakater hængende på værelset. Jeg tror mere, at jeg har fundet mit idol i min far. Og for mig er det vigtigt at leve op til hans ambitioner på mine vegne,« siger Philip Gunst, dybt taknemmelig for den opbakning og støtte, han altid har fået fra begge sine forældre. For mens far nok har spillet en mere aktiv rolle i fremdriften, har hans mor sørget for, at hjulene i det travle liv var smurt.
En gave at bo hjemme
»Hun er den type, der får det hele til at hænge sammen derhjemme. Det er hende, der sørger for, at maden står klar, når jeg kommer fra træning, at der bliver vasket tøj, smurt madpakke. Det er en gave, at jeg kan få lov til stadig at bo herhjemme, for med mit skema ville det ikke kunne fungere ellers,« siger han.
Vidunderbørn er som regel enestående indenfor ét enkelt område. Men det er ikke kun på fodboldbanen, at Philip Gunst er noget særligt og af sin træner kaldes ’meget moden og utrolig målrettet’.
Ligesom med fodbolden var han også blot fem år gammel, da han begyndte at interessere sig for aktier. Dét skete hjemme hos farfaren, som Philip besøgte hver sommer. De spillede minigolf og gik i Tivoli. Og så studerede de aktiekurser på tekst-tv.
»Jeg ved ikke, hvorfor jeg syntes, at det var spændende. Men jeg kan huske, at vi altid slog op på side 852 på TV2s tekst-tv, dér hvor man kan følge C20 aktierne. Jeg sprang nærmest i stolen, når kurserne skiftede hvert 15. minut. Så sad jeg og legede med. ’Nu tjener du penge’. ’Nu taber du’.«
Han griner lidt ad sig selv. Indrømmer at han altid har haft et lidt spøjst forhold til penge. Også i dag, hvor han tjener en del.
»Jeg holder meget fast i dem. Kaster ikke om mig med penge,« forklarer Philip Gunst, som aldrig har været flaskedreng, avisbud eller haft andre typiske fritidsjob. Den slags siger ham ikke noget. Og det ville i øvrigt også tage for meget fokus væk fra dét, der er hans mål.
Interessen for aktier blussede op igen, da han kom i gymnasiet og begyndte at øve sig på excel-ark for Matador-penge, indtil han følte sig sikker i det risikofyldte game. Og i marts sidste år blev det alvor, da forældrene gav grønt lys til, at sønnen kunne lege med rigtige penge. Deres opsparede penge.
Det var dér, at ejerne bag Facebook-siden Aktieporteføljen fik øje på Philip Gunst, knyttede ham til siden, og i december blev han medejer, blev chefredaktør og ansvarlig for daglige aktieanalyser og opdateringer af markedet.
»Det er jo lidt atypisk i forhold til mine klassekammerater og deres interesser,« indrømmer han. »Der bliver da skævet til mig, når jeg sidder i frikvarterene og holder øje med aktiemarkedet.«
Mere moden end de andre
Han er blevet 18 år og har - som han selv udtrykker det - altid været lidt mere moden end de fleste jævnaldrende.
»Jeg begyndte allerede at læse i børnehaven. Jeg kunne læse engelsk, før vi fik det i skolen. Jeg kan godt lide at være lidt foran,« smiler Philip Gunst, som erkender at have et veludviklet konkurrence-gen.
»Det har jeg altid haft i forhold til skolekarakterer. Jeg har en skolekammerat, som jeg har fulgtes med helt fra børnehaven, op gennem folkeskolen og nu også gymnasiet. Han er også rigtig dygtig. Vi har altid målt hinanden op på, hvem der var bedst. Og hvis der er nogen, der får bedre karakterer end mig, så sidder jeg og surmuler i hjørnet. Jeg vil bare være den bedste,« smiler han.
Sådan er det også på fodboldbanen. Og på aktiemarkedet. Han går målrettet efter førerpladsen.
»Hvor har jeg det fra? Jeg tror, at det dels ligger i, at jeg er enebarn, og at min far altid har pacet mig til, at jeg skal være den bedste og gøre mit bedste i alt, hvad jeg laver. Det dur ikke bare at være den næstbedste og synes, at det er sjovt.«
Ofte er døgnets 24 timer slet ikke tilstrækkelige til Phillip Gunsts benhårde program. Når han remser en typisk dag op, bliver man nærmest udmattet på hans vegne. Dagen ligger milevidt fra dét, man normalt ville forbinde med en knægt på 18 år. Der er ikke den mindste slinger i valsen.
Udstødt af vennerne
Men der har været tidspunkter i unge Philip Gunsts liv, hvor han har stillet spørgsmålstegn ved det hele. Hvor han er brudt grædende sammen, og har spurgt sig selv, om det var det værd. Hvor han har måttet lære at sluge den kamel, det er at blive set skævt til. Bare fordi han ikke er som de andre 18-årige unge.
»Jeg har da haft perioder, hvor jeg syntes, det var rigtig hårdt. Selvom jeg også møder masser af accept fra jævnaldrende over, at jeg kan sige fra i forhold til alkohol og fester, så er der også dem, der synes, at jeg er mærkelig, når jeg lever i den boble, som jeg gør. Janteloven spiller også ind. Der er folk, som har ondt i røven over den succes, som jeg har, og har behov for at ødelægge det. Det mærkede jeg allerede, da jeg som 12-årig skiftede klub fra Vallensbæk til Hvidovre, hvor jeg i et par år blev udstødt fra vennekredsen, ikke var en del af indercirklen længere, fordi jeg kom ind på et højere plan end dem.
Efter at jeg har fået status som chefredaktør, møder jeg den lidt igen. Men nu kender jeg gamet, fordi jeg har fået det ind under huden ret tidligt. De oplevelser og erfaringer har givet mig noget hård hud på sjælen til at kunne stå imod med. Jeg tror bare, at jeg forlængst har vænnet mig til, at jeg er anderledes på nogle punkter.
Nødt til at fortsætte
Men selvfølgelig har jeg da også haft perioder, hvor jeg har tvivlet på, om jeg, med al den tid jeg lægger i det, har valgt rigtigt. Specielt med fodbolden, hvor jeg brugt hele barndommen på det. Men hvis jeg stopper nu, vil jeg være til grin overfor mig selv, fordi jeg ikke har gjort det færdigt, som jeg begyndte på. I alt, hvad jeg gør, vil jeg bare være perfekt.«
Oppe på førstesalen ligger hans værelse. Et måske lidt atypisk drengeværelse uden mange gadgets og lir. På Philips seng ligger familiens cockerspaniel og ryster. Den er lidt af en pivskid, forklarer han og ryster smilende på hovedet over hundens manglende vindermentalitet.
Græd da aktierne dykkede
Men det er dog kun én måned siden, at hans egen for første gang blev sendt totalt til tælling.
»Det satte jeg mig ned i et hjørne og græd,« fortæller han.
Forældrene var rejst på ferie til Thailand, og 18-årige Philip var helt alene hjemme, da mareridtet udspillede sig for øjnene af ham. Aktiekurserne styrtdykkede.
»Jeg har investeret mine forældres penge, det er dem, der har lagt ud. Sidste år fik jeg bygget noget profit på, men så røg bunden ud af markedet, og jeg kunne se, at pengene svandt mellem fingrene på mig. Jeg sad herhjemme helt alene og følte bare en stor tomhed og afmagt, syntes det var hårdt at stå med alting selv, at alt gik imod mig. Det tog virkelig hårdt på mig.
Så selvom jeg hver dag sad og rådgav 17.000 mennesker på Aktieporteføljen, så var jeg jo i virkeligheden bare 18-årige Philip, der ikke havde særlig stor erfaring.
Dér overvejede jeg seriøst at trække stikket, fordi jeg ikke havde nerver til det. Uanset hvad jeg lavede, havde min hjerne kun fokus på én ting: ’du taber penge’. Normalt er jeg virkelig god til at lukke af for alt andet end dét, jeg er midt i. Men det kunne jeg ikke dér. Det flimrede bare i hovedet på mig,« fortæller han. Og tilføjer - som det er kendetegnende for ham - »oplevelsen gjorde mig også stærkere. I og med, at jeg er enspænder og enebarn og ingen venner har, som jeg kan læne mig op ad indenfor det her felt, så fik jeg intet forærende, måtte jeg takle det selv.« Og så smiler han. Stolt.
Også på fodboldbanen er det lykkedes Philip Gunst at tackle sig op på Hvidovres seniorhold. Som et led i den elitesports-linje han går på, spiller han i forvejen på Hvidovres U19 hold, men i begyndelsen af året blev han hentet ind i de voksnes rækker. Så nu står den på fodboldtræning fire dage om ugen. Og ofte kamp om lørdagen.
En bunke stræbere
»Det er da en kæmpe cadeau til mig, at jeg er begyndt at spille med seniorerne, for det har jeg stræbt efter længe, og det understreger for mig, at jeg stadig kan være med.«
Spørger man vidunderbarnet på 18 år, hvad han skal være, når han bliver stor, hvad slutmålet skal være for den enorme målrettethed, dedikation og afsavn, som han har viet de fleste af sine år til, så nægter han at give et endegyldigt svar. For han vil begge dele. Fodboldspiller. Og aktieanalytiker. Og han vil være den bedste. Til begge dele.
»Jeg sætter en dyd i at stræbe efter det højeste i alt. Dér kan jeg godt se, at jeg skiller mig ud fra størstedelen af mine klassekammerater. Ud af 27-28 elever er vi måske fem, der får så gode karakter, er på mærkerne. Men jeg kan mærke, at det er sundt for mig at have den slags konkurrence, at der er nogle, der er bedre, så jeg skal stræbe endnu mere. Derfor håber jeg også, at jeg kommer ind på International Business School til sommer. For det kræver et snit på 12,3 bare at komme ind, så der vil vi være en bunke stræbere uden lige.
Set udefra kan jeg da godt se, at jeg er gået glip af rigtig meget, specielt i forhold til venner, fest og druk og komme væltende hjem kl. 6 om morgenen. Og jeg forestiller mig, at jeg om nogle år vil stå tilbage med en følelse af at være gået glip af noget. Men igen, når jeg måler op, hvad jeg har fået til gengæld, føler jeg mig stolt og er glad for, at jeg har fået den opvækst og opdragelse hjemmefra, som jeg har. I bund og grund er jeg nok et curlingbarn, som har fået meget serveret på et sølvfad herhjemme. Men jeg synes også, at jeg har opnået noget.«
