Dirigent i Københavns Politis sangkor mener, at musikken er et godt redskab til at få corona-budskabet ud med.

»Åh corona, du skal gå din vej, vi er trætte af at slås med dig.«

Sådan synger politikoret på Københavns Politigård til melodien af Four Jacks' 'O Marie, jeg vil hjem til dig'. Sangen kan høres i en video, som må siges at være gået viralt efter at være blevet delt tusindvis af gange.

Lørdag lagde Jens Jørgen Hedegaard fra koret videoen på sin Facebook-profil, og siden har 24.000 brugere på Facebook delt videoen, over 9.000 har givet den et like, og 1.000 har kommenteret den. Sangen er desuden blevet delt af Københavns Politi på Twitter og Facebook.

»Hold afstand, sprit nu hænder, og gå sjældent ud,« lyder det videre i sangen, der også er en påmindelse om rådene mod corona.

Korets dirigent, Lars Jørgensen, fortæller, at det var Københavns Politi, som kontaktede koret for at høre, om de ville lave sangen.

»Musik kan jo noget andet end ord. Der opstår jo en vis metaltræthed hos folk, når vi bliver ved med at se de der lyseblå skilte med 'Hold afstand'. Så man skal hele tiden opfinde nye måder at kommunikere på. Der er musikken jo rigtig god,« siger han.

Dirigenten er taknemmelig over, at så mange har valgt at dele sangen.

»Men jeg tror også, at vi rammer noget mere dansk ved at have det der glimt i øjet, selv om det er et alvorligt budskab,« siger Lars Jørgensen videre.

Københavns Politis herrekor blev stiftet i 1913 og består i dag primært af pensionerede politimænd.

/ritzau/