En video fra et møde i Viborg Byråd afslører nu, at de økonomiske trængsler i fodboldklubben Viborg FF spillede en afgørende rolle i Søren Pape Poulsens overvejelser om at indgå en sponsoraftale med klubben for offentlige kroner.

I videoen, der er fra 1. september 2010, siger Pape, at det ikke er en ’hemmelighed for nogen, at Viborg FF har stået i nogle store udfordringer med at få tingene til at hænge sammen’, og at det også er ’i det lys, at man overvejer fra kommunal side, om man skal gå ind og købe nogle flere ydelser hos virksomheden’.

BT kunne i går fortælle, at Viborg FF stod med et akut pengebehov på 2,5 mio. kr., hvilket var baggrunden for, at det 100 pct. offentligt ejede energiselskab Energi Viborg A/S skulle købe retten til fodboldklubbens stadionnavn for 3,25 mio. kr. for en periode på tre år.

Det fremgik af en dagsordenstekst i forbindelse med et bestyrelsesmøde den 21. september 2011 i Energi Viborg A/S.

Søren Pape Poulsen har ellers gentagne gange over for medierne slået fast, at det handlede om ’markedsføring’ og ikke økonomisk støtte, da byrådet i Viborg besluttede, at Energi Viborg A/S skulle købe stadionnavnet. Er der tale om støtte, vil kommunen have handlet ulovligt.