Det er ikke umuligt, at den højrepopulistiske Marine Le Pen vinder præsidentvalget i Frankrig.
Bettingfirmaerne giver hende 20 procents chance for at vinde – cirka den samme vurdering Donald Trump fik, før han vandt valget i 2016, og iøvrigt også den sandsynlighed, der blev udregnet for Brexit før den skæbnesvangre britiske afstemning.
Og tag ikke fejl. En Marine Le Pen-sejr vil være mindst lige så farlig for Europa som de to andre begivenheder, hvis ikke mere. Frankrig er det ene af EUs to politiske ben (det andet er Tyskland). Selvom Marine Le Pen lover, at Frankrig skal blive i EU, så har præsident Macron ret i, at det vil være et Frexit, i alt andet end faktisk udmeldelse.
Marine Le Pen er på mange måder den ulv i fåreklæder, som præsidenten beskriver hende som. Le Pens kampagne har været midtsøgende, og hun opfører sig som en centrist, men hendes holdninger til NATO, EU og til Rusland er alt andet og livsfarlige for det liberale Europa, vi kender og holder af.
Marine Le Pens store popularitet kommer naturligvis ikke ud af det blå. I tv-debatten mellem Macron og Le Pen forleden udviste præsident Macron igen den form for arrogance og nedladenhed over for hende og hendes korrekte kritik af skævheden i samfundet mellem dem, der har, og dem, som ikke har, som de britiske remainers udviste over for Brexit-tilhængerne, og som demokraterne og den amerikanske elite udviste over for Donald Trump. Denne arrogance kom dengang til at koste dyrt.
Macron havde ellers lovet efter valgsejren i 2017, at han ville tage et favntag med den højrenationalisme, der har ulmet i årtier, og han advarede om, at lykkedes det ikke, så kunne Frankrig få en højrepopulistisk præsident inden for ti år.
Disse ord kan vise sig profetiske søndag, og hvis det virkelig ender sådan, så er det ikke mindst Macrons egen skyld. Han er nemlig ikke lykkedes med at samle Frankrig. Han er ikke en mand af folket og virker heller ikke, som om han har nogen særlig interesse i den del af folket, der ikke er nogen umiddelbar gevinst ved at satse på.
Der er stadig en udbredt fornemmelse af et os og dem – ikke bare i forhold til de fremmede, men også internt mellem franskmændene. Mange af dem, B.T. har talt med hernede de seneste uger, har givet klart udtryk for, at Emmanuel Macron er elitens præsident, ikke manden på gulvet.
Hans reformer har muligvis skabt mindre arbejdsløshed i Frankrig, men som Mohammed fra Marseilles sagde til B.T., så er Frankrigs største problem det stadigt voksende »prekariat«. Det vil sige alle dem, der lever uden sikkerhed for fremtiden, dem, der ikke passer ind, og som der ikke umiddelbart er brug for.
Disse vælgere ville i gamle dage tilhøre proletariatet og stemme rødt. Men ved dette præsidentvalg er der ingen røde kandidater, og det store ubesvarede spørgsmål er, om de er så skuffede over Macron, at de hopper fra den ene yderfløj til den anden og leverer den uventede choksejr til Marine Le Pen.
Forhåbentlig og formodentlig kommer det ikke så vidt. Men det nationalistiske højre har helt sikkert hentet kraftigt ind på Macron i forhold til sidste gang, og før eller siden vil de overhale det liberale projekt, medmindre nogen kan stoppe dem. Der var store håb om, at Macron var denne frelserfigur. Det er han ikke, han er højst en bølgebryder, der formår at stå imod tidevandet lidt endnu.
Det borger ikke godt for Frankrig eller resten af EU, og det ville være skæbnens ironi, hvis Putins våde drømme om at kuldsejle det frie liberale Vesten for alvor skulle tage fart i landet, der står for frihed, lighed og broderskab.
