- Vi har fostret en generation af børn, der alt for godt kan lide søde sager, siger eksperter, der advarer mod det gigantiske danske sukkerforbrug.

Over 41 kilo sukker. Det er, hvad hver dansker indtager om året. Det er europæisk rekord.

Og de sukkerglade danskere er tæt på at forvandle den næste generation til rene sukkernarkomaner.

Sukker har nemlig den herlige effekt, at det både virker afslappende og beroligende. Bare smagen af det søde får velværet i top og humøret til at stige.

Men ifølge den seneste rapport om 'Sukkers sundhedsmæssige betydning' har sukker overhovedet ingen ernæringsmæssig betydning.

- De klassiske syndere er is, slik, kager og læskedrikke, som står for en pæn del af danskernes sukkerindtag. Men det er det skjulte sukker i rigtig mad, der er den nye store synder. Sukkerforbruget er alt for højt, især hos børn, siger ernæringsekspert Per Brændgaard Mikkelsen.

Sammen med fødevareekspert Orla Zinck konstaterer han, at vi har fostret en generation af børn, der er alt for vilde med søde sager.

De søde sager er overalt
Danskerne har et fantastisk højt slikforbrug, og det vil blive endnu større i takt med, at anti-rygekampagnerne tager til. Folk, der prøver at vænne sig af med at ryge, begynder i stedet at proppe sig med søde mellemmåltider.

- Sukkerforbruget er drønet i vejret, og det er et velfærdssymptom. Vi kan ikke lave noget uden at proppe noget i munden.

Og det vi spiser er tomme kalorier med masser af sukker. En tredjedel af biografernes omsætning er det, publikum spiser og drikker. Sodavand, slik og is, der er fyldt med sukker, siger Orla Zinck.

Per Brændgaard Mikkelsen gør opmærksom på den skjulte sukkerfaktor i de populære lightprodukter.

- Alle er efterhånden på vagt overfor fedt i fødevarer, men i mange lightprodukter er der til gengæld rigtig meget sukker, hvilket folk ikke er opmærksomme på, siger han.

Ifølge Ernæringsrådet er danskernes forbrug af lightsodavand næsten fordoblet på bare fem år.

Fedme og sukker går hånd i hånd
Og ifølge Kim Fleischer Michaelsen, der er professor i børneernæring, er 15 pct. af de danske skolebørn overvægtige, og det tal er stærkt stigende.

- Stigningen i danskernes sukkerforbrug hænger sandsynligvis sammen med stigningen af fedme blandt børn. Hvis udviklingen fortsætter, påvirker det risikoen for livsstilssygdomme som fedme, diabetes 2 og hjerte- karsygdomme, siger professoren, der også gør opmærksom på det skjulte sukker i den daglige kost.

- En del af det stigende sukkerforbrug er alt det skjulte sukker i for eksempel morgenmadsprodukter, saftevand og yoghurt med frugt, siger Kim Fleischer Michaelsen.

Han forklarer, at sukkerforbrug er instinktivt. Vi er så at sige født afhængige.

Helt nyfødte kan bedre lide modermælkserstatning med mere sukker. Børn søger simpelthen mere sukker, og det betyder, at de ikke får den rigtige ernæring i form af vitaminer og mineraler fra almindelig mad.