En æra er ved at være slut: Det sorte vhs-bånd har tabt kampen til den blanke dvd-skive.

Hos Nordens største producent af formater til lyd og billeder, SDC DanDisc A/S, afsiger chefen således den endelige dødsdom over indspillede vhs-bånd.

- Jeg tror, at produktionen af vhs-bånd er slut inden for et halvt år. Men jeg vil have lov til at tilføje, at vi selvfølgelig fortsætter, indtil der ikke længere er en efterspørgsel, siger adm. direktør i SDC DanDisc, Torben Nordquist, til Morgenavisen Jyllands-Posten tirsdag.

Distributør og rettighedshaver Sandrew Metronome udgiver årligt over 100 film til hjemmebiografen - og her er det slut med vhs-båndet.

- Den sidste film, vi udgav på vhs, var 'Min søsters børn i Egypten', der kom i et lille oplag.

- Derefter holdt vi op, da hverken detailhandel eller forbrugerne efterspurgte båndet, siger markedschef Pia Thanning, der mener, at prisfaldet på dvd-afspillere og dvd-skivens flere muligheder har gjort det svært for vhs-båndet.

Hos Nordisk Film Video udgiver man med fokus på lejemarkedet fortsat de store titler på både vhs og dvd.

- Men det stopper vi med fra årsskiftet, da de store spillere på lejemarkedet har tilkendegivet, at de kun oplever efterspørgsel på film på dvd, og så er vhs-båndet ikke længere en forretning for os, siger Susanne Dam, kommerciel direktør på Nordisk Film Video.