Venstres Marcus Knuth fik en voldsom begyndelse, da han som soldat var i Afghanistan. Han var med i en gruppe på otte mand, og tre af dem blev dræbt i kampene mod Taleban.
I MIT FOTOALBUM fortæller Marcus Knuth om hans barndom, moderen der røg Prince Light lige indtil dagen, inden hun døde og om jobbet som bankmand hos Lehman Brothers i London. Han fortæller også om tiden som soldat i Afghanistan og hvordan hans hold på otte personer mistede tre mand indefor de første to måneder.
LOG IND PÅ BT PLUS og læs meget mere om Marcus Knuth, suppleret med billeder fra det private fotoalbum.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Venstres Marcus Knuth fik en voldsom begyndelse, da han som soldat var i Afghanistan. Han var med i en gruppe på otte mand, og tre af dem blev dræbt i kampene mod Taleban.
1. Lolland og København
Her fra barndommen med storebror Christoffer til venstre - han driver i dag Knuthenborg Safaripark - og min mor Helle Stangerup. Hun gik desværre bort her i foråret. Hun var forfatter, og det var skønt at vokse op med hende. Hun var et meget levende, kunstinteresseret menneske, ligesom min far, og de skabte sammen Knuthenborg Safaripark. De blev desværre skilt, da vi var helt små, så jeg voksede op delvist på Lolland og i en periode i København, weekenderne og ferier foregik hos min far. Jeg kom til at gå på Krebs’ Skole i København, en skøn skole med dejlige traditioner, og senere, da min mor flyttede tilbage til Lolland-Falster, kom jeg på Sankt Birgitta Skolen i Maribo, og senere på kostskolen Herlufsholm i Næstved.
2. En fri opdragelse
Her var vi på vej til min onkel Henrik Stangerups andet bryllup. Efter, at han havde været gift med Lotte Tarp, blev han i 1982 gift med kunstmaleren Susanne Krage. Jeg havde en meget fri opdragelse i min barndom. Vi fik lov til at løbe omkring med luftgevær og fiskestænger, som vi ville, men min mor gik meget op i, at vi skulle passe vores skolegang og få gode karakterer. Hun havde en kæmpe historisk interesse, som hun elskede at fortælle os om, også når vi tog på ture rundt om i Danmark. Hendes bog ’Christine’, der udkom i firserne, blev solgt i 200.000 eksemplarer. Hun brugte flere år på at researche, inden hun skrev. Hjemmet var fyldt med bøger og skrivemaskiner, og min mor var altid hjemme og skrev i en tæt tåge af tobaksrøg. Hun røg Prince Light lige indtil dagen, inden hun døde.
3. Med min bror på årets julekort
Her er min bror og jeg på min mors julekort, hun gik meget op i traditioner, og det var altid en kamp i slutningen af november, når hun sendte min bror og mig ud i en eller anden skov, og vi skulle se pæne ud, ikke skubbe eller lave grimasser, mens hun fotograferede. Dengang gik jeg i gymnasiet, og min bror var lige kommet i livgarden. Man ser fortet ved Langelinje i baggrunden.
4. Bevarer balancen
Her var jeg med min far (Adam Wilhelm Knuth, red.) i Zimbabwe, og den hyæne, jeg der havde nedlagt, kan man vist roligt kalde for temmelig grim. Jeg synes, det interessante ved at på jagt er, at det er noget helt basalt, der ligger i os, både det at agere med naturen, og også at elske den. Jægere ønsker jo aldrig at skyde mere, end hvad der kan bevare balancen. Og man lærer, hvordan dyrene tænker. I dette jagtområde tog hyænerne mange antiloper, derfor var det en god idé at skyde en af dem, og de er svære, for de ser og hører dobbelt så godt som f.eks. antiloper.
5. Kold vinter
Her fra en af de sidste patruljer, jeg var på i 2009, hvor vi havde fordrevet Taleban fra området. Vinteren i Afghanistan er ekstremt kold, koldere end den danske.
6. Sikker på at komme i kamp
Efter at Lehman Brothers krakkede, ringede jeg til forsvaret og sagde, at jeg gerne ville til Afghanistan og hjælpe som soldat. Godt nok havde jeg gjort tjeneste som reserveofficer nogle år forinden, men det var uvirkeligt pludselig at komme til patruljebaserne Sandford og Armadillo i Helmandprovinsen. Jeg kom på et hold på otte personer, deriblandt amerikanere og briter, og indenfor de første to måneder mistede vi tre mand. En voldsom begyndelse. Det kunne lige så godt have været mig, der var blevet ramt af de nedgravede sprængladninger. Hver gang vi gik mere end to kilometer væk fra Armadillobasen, var vi ret sikre på at komme i ildkamp. Om jeg har skudt nogen? Det ved jeg ikke, jeg har i hvert fald skudt efter nogen. Ofte var de 100 til 200 meter væk, det var svært at vide. Ildkampe er utrolig forvirrende og kaotiske, kuglerne flyver og granaterne falder. Det varede typisk blot få minutter, for Taleban trak sig, inden vores fly og helikoptere ankom til området. Jeg endte med at skrive en bog, ’Soldat og diplomat’, som blev udgivet på Gyldendal, om mine tre år i Afghanistan. Det var en god måde at få alle de ting ud af hovedet. Alle mine tanker blev parkeret i den bog.
7. En hård og ubarmhjertig verden
I 2013 tog jeg en mastergrad på Harvard University i Boston, og her fik jeg overrakt diplomet. Det var en kandidatgrad i amerikansk statskundskab. Den uddannelse tog jeg som forberedelse til måske at komme i Folketinget. Men det var også som en afslutning på at have arbejdet tre år i Afghanistan, både som soldat og diplomat. Efter gymnasiet tog jeg en bachelor i økonomi og kom til at arbejde fem år i bl.a. London som bankmand, og jeg endte i Lehman Brothers, som jo krakkede med et smæld. Jeg havde kontakten til de skandinaviske kunder, og det var benhårdt, man knoklede fra morgen til aften syv dage om ugen. Typisk fra kl. 8 til kl 21-22, og de weekender, hvor jeg havde fri, var det ikke atypisk, at chefen ringede og sagde: Kan du ikke lige have dette her klar til mig søndag morgen? Selvom jeg fik en høj løn, var priserne i London så høje, at vi var tre kammerater om at dele en lillebitte lejlighed, der kostede mere end 30.000 kr om måneden. Jeg lærte meget om analyse af regnskaber, forhandlinger med kunder - men det er også en hård og ubarmhjertig verden, som jeg ikke savner.
