I Irak hørte han, at ‘døren til Europa’ var blevet åbnet. Han tog af sted, fyldt med optimisme og drømme, men tog selv tilbage til det land, han med egne ord flygtede fra, da drømmen om Europa ‘viste sig at være en illusion’

Den 29-årige irakisk-kurdiske mand hedder Wrea og taler med BT via Skype. Han er blot én af de godt en million mennesker, der kom til Europa i 2015 i den største flygtninge- og migrantkrise i årtier. Men efter i ugevis at have sovet i skove, i faldefærdige bygninger, ved siden af dyr, ligget oven på andre mennesker på bilers lad og illegalt krydset Europas grænser til fods er han tilbage i Irak, som han forlod i midten af august.

OPRET ABONNEMENT PÅ BT PLUS og læs hele Wreas historie. Han fortæller sin version af, hvad der skete, da han med smugleres hjælp drog ud på en farefuld færd, inden han strandede på et asylcenter i Tyskland og som endte, da han 13. december skuffet og desillusioneret opgav sin europæiske drøm og fløj hjem.

Det får du:

  • Artikel: Europa var en illusion
  • Grafik og guide: Se Wreas lange rejse gennem Europa

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.


I Irak hørte han, at ‘døren til Europa’ var blevet åbnet. Han tog af sted, fyldt med optimisme og drømme, men tog selv tilbage til det land, han med egne ord flygtede fra, da drømmen om Europa ‘viste sig at være en illusion’

Jeg tror, at Europa er et godt sted for dem, der er født og vokset op dér. Der er mange ting, som er gode, men ikke for folk, der kommer som jeg og undervejs oplever det, som jeg har oplevet. Så blegner det hele. Det er ikke det værd. Jeg kan ikke forestille mig, at jeg tager til Europa igen.«

Den 29-årige irakisk-kurdiske mand hedder Wrea og taler med BT via Skype. Han er blot én af de godt en million mennesker, der kom til Europa i 2015 i den største flygtninge- og migrantkrise i årtier. Men efter i ugevis at have sovet i skove, i faldefærdige bygninger, ved siden af dyr, ligget oven på andre mennesker på bilers lad og illegalt krydset Europas grænser til fods er han tilbage i Irak, som han forlod i midten af august.

En måneds tid inden han forlod Irak, opdaterede Wrea sit profilbillede på Facebook.
En måneds tid inden han forlod Irak, opdaterede Wrea sit profilbillede på Facebook.
Vis mere

Og han er ikke den eneste, der vender hjem, efter at virkeligheden har vist sig at være anderledes, end man havde regnet med. Den Internationale Organisation for Migration oplyser ifølge Jyllands-Posten, at man i november sidste år hjalp 779 irakere til frivilligt at vende hjem fra Europa.

I 2015 var der 4.247 asylansøgere, der trak deres ansøgning tilbage i Sverige, oplyser Migrationsverket til BT.

Hvor mange der er rejst hjem eller taget til et andet land, ved myndigheden dog ikke.

Imens fortsætter menneskestrømmen op gennem Europa, og politikere over hele Europa spørger sig selv om, hvordan man får adskilt migranter, der skal sendes hjem, og flygtninge, der skal have hjælp.

Men det er svært, for de mange unge mænd, der krydser Europas grænser, fortæller – som Wrea gjorde, da BT i sensommeren mødte ham i det nordlige Serbien – som regel samme historie: De er forfulgt af bestialske bevægelser, enten Islamisk Stat eller Taleban. Det står dog i dag klart, at Wrea, der har læst på universitetet, er en ung mand, der i lige så høj grad søgte lykken, fordi livet i Irak var og er svært.

I dag fortæller han sin version af, hvad der skete, da han med smugleres hjælp drog ud på en farefuld færd, inden han strandede på et asylcenter i Tyskland og som endte, da han 13. december skuffet og desillusioneret opgav sin europæiske drøm og fløj hjem. I dag befinder han sig ikke langt fra det område, som han forlod, oplyser han.

»Den drøm og forestilling, jeg havde om Europa, viste sig at være en illusion,« siger han.

Den illegale rejse begyndte

Wrea forklarer, at hans hjemby, Khanaqin, blev angrebet af Islamisk Stat, hvorfor han og familien tog til byen Jalawlaa, hvor de boede som flygtninge. Der hørte de, at det kvarter, hvor deres hus lå, var blevet jævnet med jorden. Senere bevægede de sig mod de kurdiskbeboede områder i Irak, hvor der var mange andre flygtninge, og det var svært at finde arbejde.

Her hørte han, der drømte om et ‘stabilt og sikkert’ liv, men som ingen penge tjente, at ‘døren til Europa’ var blevet ‘åbnet’.

Det var med det udgangspunkt, han ‘skrabede alt sammen’, lånte penge af familie og venner og i midten af august satte kurs mod Tyrkiets største by Istanbul, hvorfra hans illegale rejse mod Europa for alvor begyndte. Udefra ligner det en voldsom beslutning, men Wrea taler om den uden bæven i stemmen.

Aksaray-pladsen i Istanbul er kendt som mødeplads for smuglere og kunder, der skal illegalt ind i Europa. Ifølge Wrea kommer smuglerne på Aksaray-pladsen selv hen til mulige kunder og byder sig til.

Wrea i en af den nedlagte murstenfabriks bygninger. På dette tidspunkt havde han været ca. to uger undervejs og ventede på, at smuglere ville bringe ham over den ungarske grænse.
Wrea i en af den nedlagte murstenfabriks bygninger. På dette tidspunkt havde han været ca. to uger undervejs og ventede på, at smuglere ville bringe ham over den ungarske grænse.
Vis mere

Menneskesmuglerne

På denne markedsplads i Istanbul indgik Wrea en aftale med en mand, der kaldte sig ’T’, om, at han skulle fragtes til Finland, hvor han angiveligt har ‘noget familie’. Pengene, 10.000 dollar, blev deponeret hos en mellemmand og skulle først udbetales, når han nåede frem. Smugleren førte irakeren til en toværelses lejlighed, der i forvejen var fyldt med mennesker. Alle i lejligheden skulle til Europa.

»Det var som at være en fisk i en dåse,« siger Wrea.

Han fortsætter:

»Fra lejligheden blev vi hentet i en tildækket ladbil ved midnat. Vi lå ovenpå hinanden, og vi havde svært ved at trække vejret. Vi blev kørt til en landsby, hvor vi blev mødt af fire afghanere. De var vores guider, der skulle føre os ind i Europa. De næste tre dage gik vi i en skov.«

På ladbilen, gemt under en presenning på vejen ud af Istanbul, begyndte en rejse, der strakte sig over mere end en måned. Wrea beskriver de kommende uger som en ‘film’, hvor han sov med et øje åbent om natten, fordi frygten for at blive bestjålet snurrede i kroppen, og fordi søvnen blev afbrudt af slagsmål, eller hvis smuglerne ville have ham og de andre videre. Han stolede ikke på dem, han var omgivet af, og angsten for skiftende bevæbnede kriminelle, der dikterede, hvad der skulle ske hvornår, voksede dag for dag. Når mørket faldt på, tænkte han på sin kæreste, mor, far og søster, mens han mindede sig selv om drømmen: De skulle genforenes. I Europa.

’The Jungle’ ligger bag denne  nedlagte murstensfabrik, få minutters kørsel fra byen Subotica i det nordlige Serbien.
’The Jungle’ ligger bag denne nedlagte murstensfabrik, få minutters kørsel fra byen Subotica i det nordlige Serbien.
Vis mere

Vold og trusler

De afghanske smuglere førte flygtningene og migranterne til et ‘pakhus’ et sted i Bulgarien, som tilsyneladende fungerede som et overdragelsessted for smuglere.

»Hvis vi spurgte om noget, fik vi slag. De sagde, vi skulle spise og gav os kogte æg og brød. Der var fyldt med mennesker. Vi måtte ikke kommunikere med de andre grupper. Hvis vi gjorde det, truede de os. Næste morgen kl. 4 fik vi at vide, at der var blevet betalt for os. Så blev vi hentet i en bil og kørte i tre til fire timer, hvorefter vi ankom til en skov, hvor en mand ventede på os,« siger Wrea.

Den serbiske grænse blev ifølge Wrea krydset til fods, da de løb ‘ned ad en skrænt’ og kom ind i en ‘landsby’.

En bus fragtede dem mod hovedstaden Beograd, hvor en lokal smugler gav Wrea en sandwich, inden han sendte ham nordpå til byen Subotica, hvorfra han skulle tage ud i området, der blandt smuglere er kendt som ‘The Jungle’.

Det var her, bag en faldefærdig murstensfabrik, hvor menneskesmuglere midlertidigt anbringer unge mænd, at BT mødte Wrea den sidste dag i august 2015.

»Vi lever i skrald og sover ved siden af dyrene. Ingen kan lide at være her, men hvad jeg synes om det, er ligegyldigt. For når smuglerne siger, at jeg skal blive her, så må jeg blive her,« sagde han efter fem dages ophold i ‘Junglen’.

På en nedlagt murstensfabrik kaldet Junglen i den serbiske by Subotica, 25 kilometer fra grænsen til Ungarn, opholder flere hundrede flygtninge og migranter sig, mens de venter på at menneskesmuglere skal bringe dem over grænsen. Det er hovedsageligt folk fra Syrien, Irak, Afghanistan og Pakistan man møder her. Stemningen er trykket og der er dagligt voldelige overfald og tyverier. To pakistanske mænd stiger ud af en taxa, tager levende får ud af bagagerummet og forsvinder ind i sivene bag den gamle murstensfabrik. Det her er junglen.
På en nedlagt murstensfabrik kaldet Junglen i den serbiske by Subotica, 25 kilometer fra grænsen til Ungarn, opholder flere hundrede flygtninge og migranter sig, mens de venter på at menneskesmuglere skal bringe dem over grænsen. Det er hovedsageligt folk fra Syrien, Irak, Afghanistan og Pakistan man møder her. Stemningen er trykket og der er dagligt voldelige overfald og tyverier. To pakistanske mænd stiger ud af en taxa, tager levende får ud af bagagerummet og forsvinder ind i sivene bag den gamle murstensfabrik. Det her er junglen.
Vis mere

Tyskland – måske Finland

Dengang sagde han, ligesom de fleste andre, at han skulle til Tyskland. I dag siger han, at endedestinationen var Finland.

»Og om natten sover man ikke meget. Her er meget kriminalitet, og du kan ikke tale frit med nogen,« sagde han dengang og forklarede, at ‘det er smuglernes lov, der hersker’ og at smuglerne ville ‘beskytte’ deres forretning med ‘alle midler’.

På den gamle fabriksgrund drev de unge mænd fra Irak, Afghanistan, Syrien og Pakistan rundt, de daskede til hinanden eller sad i små grupper i skyggen under den bagende sol.

Nogle gik med brystet skudt frem. Andre tog mere forsigtige skridt. Nogle tog en taxa ind til byen for at købe ind og oplade mobiltelefoner på caféer, mens nyankomne langsomt forsøgte at vænne sig til stedets hierarki.

Når mørket faldt på, blev tonen skærpet, knytnæverne hang i luften, og der blev stjålet mobiltelefoner og kontanter fra dem, der var faldet i søvn under den åbne himmel, under presenninger, i et telt eller i en af bygningerne, hvor rotterne løb på loftet.

I dag forklarer Wrea, at ’The Jungle’ var styret af fire pakistanere, der stod for at sende de illegale videre over den ungarske grænse.

»En af afghanerne brokkede sig for meget over for pakistanerne. Så kom de om natten og tog ham med. Han kom aldrig tilbage,« siger han.

Stemmen er lav. Wrea ryster på hovedet og sukker.

Rygterne svirrede i ’The Jungle’, og oplysninger om, at flere, der tidligere havde opholdt sig bag den gamle fabrik, var døde i en bil, skabte uro og bekymring for den videre rejse. Nogenlunde samtidig blev 71 personer fundet døde i en lastbil i Østrig. Måske blev historierne blandet sammen, det er ikke til at sige, men selv husker Wrea ’The Jungle’ som et sted, hvor alt kunne ske.

Og dagene gik. Hvorfor kom de ikke videre? Hvad skulle der ske? Hvordan skulle de over grænsen? Svar fik de aldrig. Nogle havde været der i flere uger. Men en aften – efter syv til otte dages ophold, han husker det ikke præcis – var der afgang til fods.

I ‘timevis’ vandrede gruppen af unge mænd langs togskinnerne med kurs mod Ungarn, der i sensommeren havde opført et hegn langs grænsen.

»To pakistanere holdt hegnet åbent, og så løb vi én efter én ind i skoven, hvor vi blev beordret til at skifte tøj. Derfra gik vi mod en vej,« husker han.

Men noget gik galt i Ungarn. Den lokale smugler kom ikke. I flere dage gemte de unge mænd sig, indtil pakistanerne pludselig sagde, at de ‘kunne gå deres vej’, og at de trygt kunne lade sig ‘registrere hos politiet’.

En ung mand bærer et tæppe, mens han går på togskinnerne, der fører ham ind i Ungarn. Migranterne bruger tæpper som beskyttelse, når de forsøger at forcere pigtrådshegnet langs grænsen.
En ung mand bærer et tæppe, mens han går på togskinnerne, der fører ham ind i Ungarn. Migranterne bruger tæpper som beskyttelse, når de forsøger at forcere pigtrådshegnet langs grænsen.
Vis mere

Tyske asylcentre

Wrea fortæller, at de endte med at gøre netop dét, og at han derfor opholdt sig i Ungarn i først en flygtningelejr og siden i ‘et fængsel’, inden han sammen med ca. 80 personer af myndighederne blev sendt til Budapest i to busser, hvorfra han rejste med tog mod München i Tyskland.

Dér blev han indlogeret på tre forskellige tyske asylcentre. Det sidste lå i nærheden af Duisburg, hvor han fik set byerne, lod sig fotografere med fodboldfans og gik i tyske supermarkeder. Men drømmen om et nyt liv begyndte at smuldre, som ugerne gik.

Han fik at vide, at han ikke kunne få opholdstilladelse i Finland, fordi han allerede var blevet registreret i Ungarn. Måske kunne han alligevel blive i Tyskland, blev han fortalt. Men uden at kunne sproget, uden udsigten til at få et arbejde, med udsigten til at være i et fremmed land i lang tid uden sin familie og de gentagne sammenstød med andre unge mænd på asylcentret fik drømmen til at briste.

13. december satte han sig i et fly, der lettede fra lufthavnen i Düsseldorf, forklarer han. I dag er han tilbage i Irak. Ikke langt fra det sted, han forlod, oplyser han.

»Jeg følte mig magtesløs og nedbrudt. Derfor rejste jeg tilbage,« siger han og oplyser, at hans ’familie har brug for ham’.

Det ungarske politi holder et vågent øje med pigtrådshegnet langs grænsen til Serbien.
Det ungarske politi holder et vågent øje med pigtrådshegnet langs grænsen til Serbien.
Vis mere

Hvorfor?

Hvorfor tog du hele vejen til Europa, hvis du kan bo i Irak i dag?

»Jeg forsøgte at finde arbejde, men fordi der var så mange andre flygtninge (i de byer, hvori han søgte efter arbejde, red.), var det meget svært,« siger Wrea, der oplyser, at han i dag arbejder som daglejer.

Pengene, der først skulle tilgå smugleren, når han var fremme i Finland, var blevet hævet få dage, efter Wrea havde forladt lejligheden i Istanbul. Nu er han – mere end 10.000 dollar fattigere – tilbage i sit hjemland og ville ønske, at han ikke var taget af sted til Europa:

»Min situation er ikke bedre, end før jeg rejste. Tværtimod. Den er blevet forværret, fordi jeg nu har gæld, som jeg har svært ved at betale,« siger Wrea.

WREAS REJSE GENNEM EUROPA

BT har bedt irakeren Wrea forklare, hvordan han rejste op gennem Europa. Under sin rejse har han flere gange mistet orienteringen, da afgange og ankomster til og fra de forskellige opholdssteder har været efter mørkets frembrud. I de forskellige lande har lokale smuglere vist vej og kontrolleret Wrea og de hovedsageligt unge mænd, der rejser sammen med Wrea (nogle gange op mod 30). Mønstret minder om det, som BT i efteråret kortlagde, da avisen afslørede, hvordan menneskesmuglere, der hævder at kunne bringe folk illegalt over Europas grænser, arbejder – og hvad de tager for deres ydelser. Wrea husker ikke præcist, hvor længe han har opholdt sig hvert sted.

1. Afgang: Midten af august. I bus fra Sulaimani i Irak til Istanbul i Tyrkiet

2. Møder smugleren T på Aksaray-pladsen i Istanbul. Via en mellemmand deponeres 10.000 dollar, der skal udbetales ved ankomst. Smuglerne, der bl.a. opererer fra Istanbul, er tidligere af BTs kilder blevet sammenlignet med rejseagenter, der tilbyder pakkerejser, hvor børn kan komme med
til halv pris.

Smugleren tager ham til en to-værelses lejlighed. Lejligheden er i forvejen fyldt med mennesker fra Irak, Afghanistan, Syrien og andre lande, der skal til Europa.

3. Køres sammen med andre flygtninge og migranter i en ladbil mod Bulgarien. I en landsby venter fire afghanere, såkaldte
guides, på dem.

Går i tre dage igennem skove, hvor den bulgarske grænse krydses til fods.

Opholder sig i et pakhus et sted i Bulgarien. De må ikke tale med de andre grupper, som også opholder sig på stedet.

4. Køres i bil mod Serbien. Sættes af i et skov-område, hvor en mand viser dem vej mod grænsen til Serbien, der krydses til fods.

Tager med bus til hoved-staden Beograd, hvorfra turen, efter et møde med en lokal smugler, går nordpå til byen Subotica, ikke langt fra den ungarske grænse. Opholder sig i området bag en gammel murstensfabrik kaldet ’The Jungle’ lidt uden for byen, der styres af fire pakistanere.

5. Krydser den ungarske grænse ved at krybe igennem hegnet, som i sensommeren 2015 blev opført mellem Serbien og Ungarn. Pakistanerne er vejvisere.

Opholder sig i flere dage i skovområder og ved landeveje, hvor gruppen af migranter og flygtninge skal hentes af en lokal smugler. Det bliver de ikke. Ender i flygtningelejr og i fængsel og afgiver sine fingeraftryk.

6. Bliver kørt til Budapest i bus, hvorfra turen går via Østrig med tog til Tyskland, hvor der er ankomst i München.

7. I Tyskland opholder han sig i flere forskellige asylcentre. Først i München-området. Senere sendes han af ‘myndighederne’ nordpå og opholder sig i området ved Dortmund og Duisburg.

8. Hjemrejse: Flyver 13. december fra Düsseldorf til den irakiske by Erbil.