Hvem har ikke drømt om at blive gift med sit livs udkårne under et storslået halftime-show i bedste sendetid foran millioner af seere?
Det er nok ikke alle, der ønsker den slags opmærksomhed, men det var i hvert fald realiteten for et par, der nu kan kalde sig ægtefæller.
De blev natten til mandag dansk tid viet og sagde deres liv største 'ja' til hinanden – alt i mens Bad Bunny optrådte og udførte sit storslåede show ved dette års Super Bowl.
Og det er der én helt særlig årsag til.
For ifølge flere amerikanske medier heriblandt CBS og NBC havde det forelskede par inviteret den populære puertoricanske sangfugl til deres bryllup, men i stedet fik de en invitation til at deltage og være en del af Bad Bunnys ekstravagante og kulørte halftime-show.
Under showet kunne man også se, hvordan det glade – og nu nygifte par – skar deres bryllupskage på scenen og delte deres specielle øjeblik med hele verden.
Artiklen fortsætter under videoen ...
Ifølge NBC News blev de gift for rullende kameraer, hvor Bad Bunny underskrev deres vielsesattest. Det vides dog ikke, hvorvidt personerne omkring brylluppet var venner og familie eller dansere, som var en del af forestillingen.
Efter brudeparret havde givet hinanden deres ja og kysset hinanden, som mand og kone, trådte Lady Gaga frem og sang sit seneste hit 'Die with a smile'.
Under sit show fik puertoricanske Bad Bunny også selskab af Ricky Martin og Cardi B samt stjerner som Karol G, Jessica Alba og Pedro Pascal.

Det var dog ikke alle, der var lige glade for det farverige show.
I et opslag på Truth Social rasede den amerikanske præsident og kaldte showet en 'lussing' i ansigtet på USA. Det kan du læse om HER.
