Ungdomsformand gav kæresten chefjob i Dansk Ungdoms Fællesråd, afslører generalsekretær, der gik i protest mod pengesvineri og nepotisme

Sagen om misbrug af penge i DUF, Dansk Ungdoms Fællesråd - der modtager mere end 100 millioner kroner fra tipsmidlerne årligt - vokser.

B.T. beskrev lørdag, hvordan DUFs tidligere generalsekretær Rasmus Hylleberg, formand Martin Justesen og næstformand Rune Siglev måned efter måned sidste år brugte tusindvis af kroner på taxa, mad og drikke - nu viser det sig, at DUFs formand, studerende Martin Justesen, har beordret sin kæreste ansat i en chefstilling i DUF.

Det afslører den tidligere øverste administrative chef for DUF, generalsekretær Kim Mørch Jacobsen, der for tre uger siden forlod sit job efter kun tre måneders ansættelse. Det skete i protest mod dét, Mørch Jacobsen opfattede som ikke mindst Martin Justesens overforbrug af penge og misbrug af et DUF-betalt kreditkort.

Den 56-årige Kim Mørch Jacobsen, der i 14 år var direktør i Undervisningsministeriet, siger til B.T.

»Formanden for DUF, Martin Justesen, indkaldte mig i januar til et møde i Øster Søgade i København, hvor han privat bor sammen med sin kæreste, Christine Skovgaard Nielsen. Hun var dengang udviklingskonsulent i DUF. Han pålagde mig, at jeg skulle degradere en anden leder i DUF - og i stedet ansætte Christine som chef for særlige indsatsområder. Jeg fortryder i dag, at jeg fulgte formandens instruks. Jeg skulle have opsagt min stilling på stedet,« siger han.

Kim Mørch Jacobsen udarbejdede efterfølgende en plan, der flyttede rundt på flere medarbejdere og betød forfremmelse af Justesens kæreste.

Formand for DUF, Martin Justesen, afviser at lader sig interviewe om sagen i B.T., men siger i en skriftlig kommentar:

»Jeg har aldrig pålagt generalsekretæren at forfremme min kæreste. Det er ham, der har det fulde ansvar for medarbejdere.«

Martin Justesen påstår, at det tværtimod var Kim Mørch Jacobsen der tog initiativ til forfremmelsen og i en mail gennemførte den.

»Det er usandt. Jeg fik en ordre - og førte den ud i livet. Desværre,« siger Kim Mørch Jacobsen.

Dansk Ungdoms Fællesråd har, siden B.T. fredag første gang spurgte om forfremmelsen af Martin Justesens kæreste, haft travlt med dække over sagen. Justesens kæreste, Christine Skovgaard Nielsen, er én af de seneste dage blevet fjernet fra DUFs hjemmeside som chef for særlige indsatsområder. Hun optræder nu i stedet som »chefkonsulent.«