På scenen er han en af Danmarks sjoveste mænd. Men rent privat er Ulf Pilgaard ramt af en personlig tragedie, som han har holdt skjult i mange år.

Ulf Pilgaards hustru, Gitte, er ramt af den sjældne og frygtelige demenssygdom huntingtons chorea og er derfor tvunget til at bruge kørestol. En privat hemmelighed, som Ulf Pilgaard for først gang løfter sløret for i sin selvbiografi 'Mit liv som Ulf', der udkommer om 10 dage på forlaget Gyldendal.

Den populære skuespillers hustru fik konstateret sygdommen ’engang i 1990’erne,’ fortæller Ulf Pilgaard i bogen:

»Da Gitte rundede de 60 år, begyndte de første symptomer at melde sig i form af problemer med balancen og ufrivillige bevægelser med arme og ben,« siger Ulf Pilgaard om hustruens sygdom, der er sjælden og kan gå i arv.

Premieregæster til musicalen Phantom of the Opera på Det ny teater i 2002. Skuspilleren Ulf Pilgaard sammen med konen Gitte Vibeke Pilgaard.
Premieregæster til musicalen Phantom of the Opera på Det ny teater i 2002. Skuspilleren Ulf Pilgaard sammen med konen Gitte Vibeke Pilgaard. Foto: KASPAR WENSTRUP
Vis mere

Nedenfor kan du læse et uddrag fra det kapitel i bogen, hvor den 74-årige skuespiller selv fortæller om sygdommen, der har ramt hans Gitte:

Allerede i 1990’erne, i forbindelse med min svigermors død, fandt vi ud af, at Gitte lider af den samme sjældne, arvelige demenssygdom, Huntingtons Chorea, som flere andre i hendes familie.

Normalt bryder den ud hos folk i 30- eller 40-årsalderen. Det gjorde den heldigvis ikke hos Gitte, men da hun rundede 60 år, begyndte de første symptomer at melde sig i form af problemer med balancen og ufrivillige bevægelser med arme og ben.

Hendes bror er også død af sygdommen, og langsomt vil den blive værre og værre hos Gitte og gå ud over flere og flere funktioner.

I dag er hun bundet til en kørestol, og har selvfølgelig også brug for hjælp. Hjemmeplejen kommer af og til, men ellers er det mig, der passer hende og indretter mit arbejde, så jeg kan være der for hende.

Vi har været gift i over 40 år, og hun skal ikke sendes på plejehjem, bare fordi hun er blevet syg. Vi er mand og kone, og jeg vil gerne være der for hende.

Læs et længere uddrag i dagens BT.