For nordmænd er en feriefavorit i påsken De Kanariske Øer, men der kan være mørke skygger på vej til de solbadende gæster.
De norske myndigheder har nu udstedt en advarsel for alle øerne fra klokken 12 mandag, skriver Dagbladet.'
Et kendt vejrfænomen er nemlig på vej mod øerne. Der er tale om det såkaldte calima-vejr, som er varm og tør luft fra Sahara, der kreerer en form for sandstorm på øerne.
'Dette kan resultere i betydelige koncentationer af støv i luften i hele regionen,' skriver de norske myndigheder i advarslen.
Sandstormen kommer først og fremmest til at ramme de østlige øer, hvorefter den vil sprede sig til resten af øgruppen i løbet af mandag eftermiddag og tirsdag.
Ifølge den lokale avis Canarian Weekly kan man tirsdag forvente, at himlen er stærkt dækket af støv, hvilket vil føre til reduceret sigtbarhed over hele øgruppen.
Temperaturerne kan også stige en smule på grund af den tørre, varme luft.
Skulle man befinde sig på De Kanariske Øer har myndighederne udsendt retningslinjer for, hvad man skal gøre under calimaen:
Hold døre og vinduer lukkede, og undgå at gå udenfor, hvis du har kroniske luftvejssygdomme.
Sørg for at have din sædvanlige medicin klar.
Drik rigeligt med væske og undgå tørre miljøer.
Undgå anstrengende fysisk aktivitet, så længe situationen varer.
Hvis du føler dig utilpas, skal du kontakte en læge.
I denne situation er sigtbarheden betydeligt reduceret. Hvis du kører bil, skal du være ekstra forsigtig, tænde lyset og sænke farten.
For information, ring på telefonnummer 012.
